De er involveret i hvidvask og terrorfinansiering. Men Danmarks største banker samarbejder alligevel med dem

Selvom en række sydafrikanske banker igen og igen har været indblandet i alvorlig kriminalitet, samarbejder mange af Danmarks største banker stadig med dem. Advarsler om store risici fra adskillige myndigheder har ikke fået dem til at stoppe.

Sydafrikanske banker er plaget af alvorlig økonomisk kriminalitet. Det gælder blandt andet Standard Bank, som Nordea samarbejder med. Wikus De Wet/AFP/Ritzau Scanpix

Danmarks allerstørste banker samarbejder fortsat med en række banker i Sydafrika, selvom de gentagne gange har spillet en rolle i terrorfinansiering, hvidvask og andre former for alvorlig kriminalitet.

Det har givet anledning til adskillige løftede pegefingre og advarsler fra det danske Hvidvasksekretariat, Finanstilsynet, den sydafrikanske centralbank og EU.