Datatilsyn kræver forklaring fra Facebook på lydoptagelser

Optagelser af samtaler fra Facebook-appen Messenger blev sendt videre til eksterne firmaer, som lyttede dem af og skrev dem ud. Nu granskes det, om Facebook har overtrådt de opstrammede regler for beskyttelse af folks personlige oplysninger.

Lydoptagelser af brugere af Facebook-appen Messenger er blevet sendt til eksterne virksomheder, som har skrevet alt, der er sagt, ud. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix Mads Claus Rasmussen

Facebook skal nu forklare sig over for det irske datatilsyn, efter at det er kommet frem, at brugere af Facebooks beskedapp Messenger er blevet optaget og optagelserne sendt til udskrift hos eksterne virksomheder.

Det irske datatilsyn har prompte bedt om oplysninger fra Facebook om, hvordan det har håndteret databehandlingen af folks personlige oplysninger. Facebook har europæisk hovedkontor i Irland, og det er derfor det irske datatilsyn, der fører opsyn med, at Facebook overholder databeskyttelsesreglerne.