Kun seks af de 64 større datacentre i Danmark sender overskudsvarmen ud til danske husstande, så den kan genbruges som fjernvarme.
Titusindvis af husstande, svarende til flere provinsbyer, kunne ellers være blevet varmet op med den varme, som de store haller med lange rækker af computerservere spyr ud, skriver Finans.
Opgørelsen kommer fra datacentrenes brancheorganisation, Datacenterindustrien.
Strømforbruget nidobles frem til 2030
»Vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at der skal blive genanvendt varme i langt større omfang fremadrettet. Og vi har en formodning om, at det vil ske,« siger Henrik Hansen, der er administrerende direktør i Datacenterindustrien, til Finans.
Nye skøn fra Energistyrelsen anslår, at strømforbruget i datacentrene står til at blive nidoblet frem mod 2030. Da vil det runde 8,5 terawatttimer – svarende til elforbruget i 2,1 millioner danske husstande.
Ændrede energiafgifter har i 2021 åbnet for bedre muligheder for, at overskudsvarmen fra datacentrene kan bruges som fjernvarme – altså den varme, som serverne udsender, når de arbejder.
I Danmark er der, som Berlingske tidligere har beskrevet, nu omkring 50 kommercielle datacentre – en række meget store og mange lidt mindre, som lejer plads og kapacitet ud, også til giganter som Google og Facebook, selv om disse også har egne datacentre.
Ny økomærkning af miljørigtighed
Datacenterindustrien indførte i september en ny økomærkning, så de over for deres kunder kan bevise, at de arbejder miljørigtigt og dermed kan vinde point, når virksomheder og myndigheder beslutter, hvor de vil lægge deres data.
Danmark har udviklet sig til at være et datacenterland. Det skyldes både den gode tilgang til vind- og solenergi og den gode placering i forhold til de store, internationale dataforbindelseskabler, som gennemskærer Danmark og fra kysterne fortsætter ud i undervandskabler til andre lande og kontinenter.
Senest har de amerikanske teknologigiganter Apple, Google, Facebook og Microsoft lagt eller er i gang med at lægge datacentre i Danmark, som skal håndtere deres enorme datamængder lokalt. Det vil betyde færre forsinkelser, og for mange af dem vil det øge muligheden for at komme ind hos virksomheder og myndigheder, der kræver sikkerhed for, at deres data holdes inden for landets grænser.