Danske iværksættere ville lave Airbnb for mødelokaler: Nu bliver de købt af det amerikanske selskab

Det amerikanske udlejningsselskab Airbnb har købt den danske iværksættervirksomhed Gaest.com, der er en markedsplads til at udleje og booke mødelokaler, og som i 2017 vandt Berlingske Business Boost.

Gaest.coms adm. direktør Anders Boelskifte Mogensen vandt i 2017 iværksætterkonkurrencen Berlingske Business Boost. Her pitcher han virksomheden til superiværksætteren Morten Strunge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Hvis du mangler et sted at overnatte, kan du finde huse i Holland eller lejligheder i London på Airbnb. Mangler du et sted at holde møder, kan danske Gaest.com hjælpe dig.

Men nu bliver den danske iværksættervirksomhed, der blev stiftet i Aarhus i 2015, en del af Airbnb-familien. Det amerikanske selskab har nemlig købt det aarhusianske selskab for et ukendt beløb.

Gaest.com er Nordeuropas største online markedsplads til at udleje, opdage og booke steder til møder og workshops, og virksomheden opererer i dag i 17 lande fordelt på seks kontinenter.

»Vi er henrykte over at blive en del af en af verdens mest innovative virksomheder og blive en integreret del af deres mission om at gøre det nemmere for professionelle at føle tilknytning til arbejdet. Vores drøm fra dag ét har været at gøre det nemmere, hurtigere og billigere at opdage og booke unikke steder, der sætter kreativiteten i gang, motiverer samspil og opmuntrer til vidensdeling,« siger Anders Mogensen, medstifter og adm. direktør i Gaest.com, i en pressemeddelelse.

Ledelse og medarbejdere fortsætter

Gaest.com vil i den kommende tid fortsætte med at være på sin nuværende platform, mens medarbejderne fortsætter arbejdet med Airbnb som ejer.

»Vi forestiller os en verden, hvor alle kan dele deres lokaler til professionelle events og på den lange bane til fejringer. At bringe et lederteam ind med en stærk viden kan være med til at accelerere vores arbejde på dette område. Og endnu mere vigtigt deler Airbnb og Gaest.com en vision om at hjælpe enhver lokaleejer med at blive entreprenør gennem at dele deres lokaler med dem, der har behov for dem,« siger David Holyoke, global direktør for Airbnb for Work.

Se Anders Mogensen pitche sin idé for superiværksætteren Morten Strunge i videoen:

 

Gaest.com vandt i 2017 iværksætterkonkurrencen Berlingske Business Boost. Her lod dommerne sig hurtigt overbevise om, at Gaest.com dækker et hul i markedet. Flere af dommerne mindedes, hvordan de har været henvist til larmende og overfyldte cafeer eller hotelbarer, når de skulle holde møde med forretningsforbindelser i nye byer.

Teamet bag Gaest består af fire familiefædre i 30erne. Virksomheden har hjemme i Aarhus, men Anders Boelskifte Mogensen har brugt en stor del af sin tid på at rejse rundt i verden for at promovere virksomheden.

Som så mange andre platforme tager selskabet et cut på hen mod 20 procent fra udlejer, imens lejer pålægges tre-seks procent i gebyr, der blandt andet betaler en forsikring.

Anders Boelskifte Mogensen har tidligere fortalt, at selskabet lukrerer på flere tendenser. I 2050 vil 66 procent af verdens befolkning bo i byområder. Især i de største byer betyder det, at kvadratmeterprisen stiger, og derfor kan selskaber ikke bare have et møderum til at stå ubrugt hen. Omvendt vil folks stadig løsere tilknytning til store virksomheder gøre, at flere har behov for lokaler at mødes i.

Et af mødelokalerne i Gaest.coms hovedkvarter udlejes på platformen og betaler tæt på 20 procent af virksomhedens samlede husleje, har han tidligere fortalt for at illustrere den pointe.

Derudover gør prisen på mødelokaler det til en forretning med mulighed for høje marginer.

»Der er en anden prislogik. En firetimers udlejning til et møde kan ofte indbringe det samme som to-tre overnatninger solgt på Airbnb,« har stifteren tidligere sagt.

Hypotetisk set vil et lokale på 30 kvadratmeter i en storby således kunne høste mere end halvanden million årligt, hvis det udnyttes i alle dagtimerne.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Gaest.com, men Anders Boelskifte Mogensen oplyser, at selskabet efter aftale med Airbnb ikke må udtale sig om handlen.