Danske Banks nye topchef er godkendt: Her er hans vigtigste opgaver

Finanstilsynet har godkendt 44-årige Carsten Egeriis som ny topchef i Danske Bank efter Chris Vogelzangs overraskende exit. Ifølge eksperter skal danskeren fortsætte, hvor hollænderen slap.

Carsten Egeriis glæder sig til at bruge endnu mere tid med Danske Banks kunder i sin nye topchefrolle. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Chris Vogelzang blev en parentes i Danske Banks 150-årige historie, hvis man ser på antallet af år, han nåede at være topchef i. Mindre end to år blev det til, efter at han mandag morgen blev fældet af en sag fra fortiden om mulige lovovertrædelser i Holland.

Ny mand ved Danske Bank-roret er 44-årige Carsten Rasch Egeriis, der skal fortsætte med at eksekvere bankens 2023-plan, som Chris Vogelzang har sat i søen.

Danske Bank oplyser mandag eftermiddag, at Carsten Egeriis er formelt godkendt af Finanstilsynet.

»Jeg er rigtig glad og stolt over at blive ny administrerende direktør for Danske Bank. Det er noget, jeg har tænkt ganske grundigt over,« siger Carsten Egeriis til Berlingske.

Bred international erfaring

Set med almindelige bankkunders øjne er Carsten Egeriis et relativt ubeskrevet blad – men det er han langtfra i finansverdenen.

Han er født på Frederiksberg, har haft sine barndomsår i Nærum og har gennem sin karriere opnået en bred international erfaring. Samlet har han arbejdet mere end ti år i London. Derudover har han været forbi Hannover i Tyskland og Lissabon i Portugal.

Danske Bank hentede i 2017 Carsten Egeriis fra Barclays Bank i London, og siden har han været chef for bankens risikostyring og medlem af direktionen i Danmarks største bank. Carsten Egeriis er desuden formand for bankernes lobbyorganisation, Finans Danmark.

»Han har meritterne i orden i form af 20 års erfaring i den finansielle sektor. Han mangler dog lidt CEO-erfaring, for han har ikke været topleder i nogen storbank, men han har erfaring fra andre europæiske storbanker, som er meget komplekse. Dermed er der mulighed for, at det kan udfylde tomrummet for den manglende CEO-erfaring,« siger Mikkel Emil Jensen, aktieanalytiker hos Sydbank.

Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet, opfatter Carsten Egeriis som en »hårdtarbejdende og fokuseret person«.

»Han har ikke arbejdet så meget med kunder, selv om han selvfølgelig har været med til at forholde sig til risikoen ved kunderne. Det har han ikke prøvet, men det kan han sagtens magte,« vurderer Lars Krull.

Ifølge Carsten Egeriis er det endnu for tidligt at sige noget konkret om, hvordan Danske Banks kunder vil komme til at mærke forskel med ham i spidsen.

»Vi må se. Det er jo kun dag ét,« siger Carsten Egeriis og tilføjer, at han ser frem til at komme mere i dialog med så mange som muligt ud af bankens 3,5 millioner kunder i Norden.

»Nu har jeg faktisk haft mulighed for at tale med en del kunder i min rolle som direktionsmedlem, og jeg glæder mig til at bruge endnu mere tid med vores kunder i min nye rolle,« siger han.

Ekspert: En oplagt efterfølger

Det overraskende skifte blev meldt ud af Danske Bank, efter at hollandske Chris Vogelzang måtte trække sig. Det sker, fordi han er mistænkt i en sag om mulige overtrædelser af hollandsk lovgivning vedrørende forebyggelse af hvidvask i den hollandske storbank ABN AMRO, hvor Chris Vogelzang i en årrække var ansat.

Ifølge bankanalytiker Anders Haulund Vollesen fra Jyske Bank er Carsten Egeriis en oplagt efterfølger.

»Inden nyheden brød, tænkte jeg, at det sagtens kunne tænkes, at Vogelzang takkede af, når vi nåede til 2023, og så kunne det for eksempel være Carsten Egeriis, som var den oplagte kronprins til den tid. Nu er det bare blevet fremrykket nogle år,« siger han.

Det mest interessante bliver at se, hvilken retning Carsten Egeriis vil tage Danske Bank i, når kalenderen siger 2023, mener Anders Haulund Vollesen.

»Det er måske mere på den anden side af den her strategiplan, det bliver interessant at se, hvilken retning han vil sætte, og hvad han kan bidrage med.«

De seneste par år har Danske Banks i alt 22.000 ansatte fået Chris Vogelzangs sparekniv at mærke. Gennem frivillige fratrædelsesaftaler, naturlig afgang og fyringer har banken reduceret 700 af de 1.600 stillinger, som den i oktober 2020 meddelte, at den ville nedlægge.

Det oplyste bestyrelsesformand Karsten Dybvad på bankens seneste generalforsamling, hvor han også meddelte, at banken fortsat vil have fokus på at sænke omkostningerne for også fremover at kunne drive en konkurrencedygtig bankforretning i et vanskeligt marked med lave renter og lave marginaler.

Carsten Egeriis får desuden til opgave at genoprette tilliden til landets største bank, der har lidt et alvorligt knæk som følge af bankens hvidvaskskandale.

Tidligere i år viste en imageundersøgelse foretaget af analyseinstituttet Voxmeter, at Danske Bank fik den dårligste bedømmelse blandt landets 20 største banker. Faktisk fik banken den laveste score i de 13 år, Voxmeter har udarbejdet undersøgelsen.

Danske Bank mistede tusindvis af kunder i 2020, og en del af dem smutter over til Nykredit, der lige nu har vind i sejlene. Den udvikling skal Carsten Egeriis have sat en stopper for, og her er coronakrisen en oplagt chance for at vise sin loyalitet over for kunderne.

Skal fortsætte, hvor forgænger slap

Ifølge Karsten Dybvad får Chris Vogelzangs exit ikke nogen betydning for den proces, som banken er i gang med.

»Nemlig en omstilling af banken, en oprydning i ting, der har ligget tidligere, og en meget stærk udvikling, som også kommer vores kunder til gode,« siger Danske Bank-formanden.

Carsten Egeriis skal fortsætte, hvor Chris Vogelzang slap, vurderer bankeksperter.

»Man skal huske, at Carsten Egeriis har været med til at definere og udarbejde den strategi og den omstilling, som Danske Bank er i gang med. Så han kender den til punkt og prikke og skal sådan set egentlig bare fortsætte arbejdet, som Chris Vogelzang var i gang med.

Banken ved, hvor de vil hen, og strategien er lagt frem mod 2023. Og i det lys er det »nemt« at træde til på nuværende tidspunkt,« siger Mikkel Emil Jensen.

Strategien for Danske Bank kommer da heller ikke til at ændre sig, vurderer den schweiziske investeringsbank UBS i en analyse. Derimod forventer man, at »Danske Bank holder fokus på at nedbringe omkostningerne og arbejdet mod at lukke de igangværende hvidvaskefterforskninger«.

Anders Haulund Vollesen vurderer også, at det er nemmere for Carsten Egeriis at begynde på et arbejde, som allerede er godt i gang.

»Carsten Egeriis overtager det transformationsprogram, som Chris Vogelzang har startet, og som jeg vurderer de er kommet godt fra land med. Det er »bare« det spor, Carsten Egeriis skal fortsætte på,« siger han.