Danske Bank skifter formand i en turbulent tid. »En krig i Europa har jeg ikke oplevet før«

Efter tre år på formandsposten i landets største bank træder Karsten Dybvad tilbage og giver i stedet plads til den tyske bankmand Martin Blessing. Han overtager en bank, der lige nu slikker sårene efter flere kriser, mens hele verden står på den anden ende.

Martin Blessing overtager posten som formand for Danske Bank efter Karsten Dybvad. Han er bankmand helt ind til benet og har tidligere været blandt andet administrerende direktør for tyske Commerzbank. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Danmarks største bank står i en helt særlig situation. Der er hakker i tilliden, stilstand i tallene og en generelt lunken aktiekurs.

Mens Danske Bank selv er ved at komme sig oven på flere kriser, er verden netop trådt ind i en historisk krise, da Rusland for nogle uger siden invaderede Ukraine.