Den afgående Ørsted-topchef, Henrik Poulsen, træder om få måneder ind i en ny rolle, hvor han skal være såkaldt seniorrådgiver for A.P. Møller Holding. Det fremgår af en meddelelse fra selskabet.
Her skal Henrik Poulsen fungere som rådgiver, når det gælder investeringer i virksomheder, der fokuserer på grøn omstilling og bæredygtighed. Poulsen bliver samtidig medlem af A.P. Møller Holdings investeringskomité.
I rollen har Henrik Poulsen som overordnet mål at støtte op om A.P. Møller Holdings vision om »at forny A.P. Møller Gruppen ved at opkøbe og udvikle etablerede virksomheder«, der bidrager positivt til samfundet, fremgår det.
»Jeg ser med glæde frem til, at Henrik bliver en del af vores team. A.P. Møller Holding ønsker at være en engageret ejer, der kombinerer samfundsudvikling og stærke værdier med langsigtet finansiel værdiskabelse. Henrik er en fantastisk leder, og hans erfaring med at udvikle selskaber bliver meget værdifuld for vores gruppe,« siger Mærsk-arving og administrerende direktør i A.P. Møller Holding Robert Mærsk Uggla i meddelelsen.
Henrik Poulsen opsagde sin stilling som topchef hos Ørsted i juni og forlader sin stilling til januar. I februar 2021 træder han ind i sin nye rolle hos A.P. Møller Holding.
»Jeg er meget glad for at blive en del af A.P. Møller Holding som Senior Advisor og blive en del af A.P. Møller Holdings fokus på at udvikle virksomheder, der skaber lønsom, langsigtet vækst og samtidig bidrager med løsninger til en bæredygtig udvikling af samfundet. Efter otte år med fokus på grøn energi er jeg glad for muligheden for også at komme til at arbejde med investeringer inden for andre områder og blive en del af A.P. Møller Gruppens porteføljefornyelse, der bygger på en unik industriel styrke og dybt forankrede værdier,« siger Henrik Poulsen.
Headhunter: Holder alle døre åbne
Ole Dahl Ingvardsen, der er managing partner i headhunterfirmaet Ingvardsen Partners, mener, at Henrik Poulsens beslutning giver god mening.
»Efter et langt og fokuseret karriereliv vælger Henrik Poulsen at bruge sin evne til at balancere samfundsøkonomiske perspektiver med gode forretninger i en spændende virksomhed som A.P. Møller Holding. Jeg synes, at det er et rigtigt fint valg for begge parter,« siger han.
Selv om Henrik Poulsen nu tilknytter sig Mærsk-familien, betyder det langtfra et endegyldigt farvel til livet som topchef, vurderer Ole Dahl Ingvardsen:
»Beslutningen om at være seniorrådgiver kan føre mange steder hen. Den kan føre ind i en lang bestyrelseskarriere, men Henrik Poulsen har heller ikke lukket døren til en tung topchefpost. Overhovedet ikke.«
Berlingske har forsøgt at få Henrik Poulsen til at sætte yderligere ord på sit kommende jobskifte, men han har ikke ønsket at stille op til interview.
En markant skikkelse
Henrik Poulsen, der har været topchef i Ørsted siden 2012, har tidligere været en central figur i et af de mest dramatiske forløb i nyere politisk historie, da sagen om det daværende DONG førte til et regulært kollaps, hvor SF efter ophedede politiske diskussioner trak sig ud af den daværende SRSF-regering.
Han er også fortællingen om en profil, der har tjent millionbeløb gennem sit virke på topposter i erhvervslivet.
I december 2018 gav han i et interview med Berlingske udtryk for, at stigende økonomisk ulighed var en af de absolut største udfordringer.
»Jeg tjener en årsløn, som jeg godt kan forstå, folk synes er på grænsen til det vanvittige,« sagde Henrik Poulsen om sin løn på dengang 16 millioner kroner.