Dansk topchef i voldsomt retsopgør: Kan blive straffet med bøde på to milliarder

Medicinalgiganten Teva med Kåre Schultz i spidsen nægter at have gjort noget forkert i en kæmpe sag om prisfusk i USA, hvor flere andre kopiselskaber har erkendt deres skyld og betalt store erstatninger. Nu er den danske topchef på vej ind i et sjældent og risikabelt opgør med det amerikanske justitsministerium, som kan koste det israelske selskab en bødestraf på omkring to milliarder kroner.

Den danske topchef Kåre Schultz, der står i spidsen for det israelske medicinalselskab Teva, er endnu en gang havnet i en tung juridisk klemme i USA. Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix

Den danske medicinalboss Kåre Schultz, der er topchef i Teva, verdens største producent af kopimedicin, stiller sig nu helt frem i skudlinjen i et enormt retsopgør om prisfusk med medicin i USA.

Kåre Schultz og Teva har modsat en række andre medicinalselskaber afvist at indgå forlig med det amerikanske justitsministerium i et større sagskompleks, hvor flere selskaber er anklaget for at have fusket med priser på en række medicinalpræparater.

Det betyder, at Teva har kurs mod et højst usædvanligt retsopgør, der kan koste det israelske selskab bøder i milliardklassen.

Det amerikanske justitsministerium fremlagde tirsdag tre helt konkrete anklagepunkter mod Teva. Hvert anklagepunkt kan koste det israelske medicinalselskab en bødestraf på 100 millioner dollar – ca. 630 millioner kroner – eller op til det dobbelte af det beløb, som Teva må have tjent ved, som anklagen lyder, i samarbejde med andre selskaber at have skruet priserne på medicin kunstigt i vejret.

»Dagens anklageskrift bekræfter på ny, at intet selskab er for stort til at blive retsforfulgt for dets rolle i sammensværgelser, der førte til væsentligt højere priser på generisk medicin, som millioner af amerikanere benytter sig af,« lyder det i en udtalelse fra det amerikanske justitsministerium.

I en meddelelse afviser Kåre Schultz og Teva blankt, at selskabet har gjort noget forkert. Samtidig erklærer medicinalselskabet sig skuffet over, at den amerikanske regering nu har kørt de store juridiske kanoner i stilling.

»Selskabet har undersøgt denne sag i over fire år og har konkluderet, at Teva ikke deltog i ulovlig fastsættelse af priser,« lyder det fra Teva.

Hvis hammeren skulle ende med falde over Teva, vil Kåre Schultz stå tilbage med en enorm udfordring, da en gigantisk bøde fra det amerikanske justitsministerium er noget nær det sidste, den 59-årige medicinalboss har brug for.

For selv om det er lykkedes for Kåre Schultz at få en større gældspukkel i Teva til at skrumpe med adskillige milliarder kroner, er det fortsat sådan, at det israelske medicinalselskabs nettogæld er omkring fem gange så stor som driftsindtjeningen.

Den eskalerede sag om muligt prisfusk i USA rammer Teva og Kåre Schultz på et tidspunkt, hvor selskabet i forvejen bakser rundt med især to store retsopgør, der har taget luften ud af den danske topchefs masterplan for genrejsningen af den israelske medicinalgigant.

I det ene retsopgør er Teva anklaget for at have spillet en rolle i en sag, som handler om salg af såkaldte opioider: et smertestillende middel, som ifølge de amerikanske myndigheder har skabt en epidemisk misbrugskrise i USA.

Et truende opgør med over 2.700 amerikanske stater, byer og kommuner fik i efteråret 2019 Kåre Schultz og Teva til at tilbyde et forlig til en værdi på over 150 milliarder kroner, som primært bestod af værdien af en bestemt type medicin, som kan afvænne opioidafhængige patienter.

Den sag er dog endnu ikke blevet lukket.

I et andet enormt retsslagsmål beskyldes Teva for at have stået i spidsen for en større sammensværgelse af medicinalvirksomheder, der i en periode fra 2013 til 2015 ulovligt skulle have samarbejdet om at hæve priserne på deres produkter.

Sådan lyder påstanden i hvert fald fra en samlet skare af 44 amerikanske stater, der i et søgsmål på 524 sider har udpeget Teva som hovedskurk i et ulovligt kartelsamarbejde, som blev koordineret gennem talrige korrespondancer via telefon og e-mail og videreudviklet under regelmæssige »industrimiddage«, fester og golfudflugter.

Vi har gennemgået mere end en million dokumenter fra vores arkiver. Vi har ikke fundet noget, der indikerer, at vi skulle have haft organiserede prisaftaler eller skulle have deltaget i konkurrencebegrænsende initiativer.

Af sagsanlægget fremgår det, at Teva havde en forståelse med en række udvalgte konkurrenter i USA om med »høj frekvens« at hæve priserne i takt, »hvilket resulterede i en skadevirkning på den nationale økonomi på mange milliarder dollar over en periode på flere år«.

Sagen har ulmet i flere år og ligger nu på skrivebordet hos Kåre Schultz, der siden november 2017 har siddet på den øverste post i Teva.

»Vi har undersøgt sagen meget, meget grundigt siden 2016, hvor vores kontorer blev ransaget af FBI, hvilket også skete for ti andre selskaber. Vi har gennemgået mere end en million dokumenter fra vores arkiver. Vi har ikke fundet noget, der indikerer, at vi skulle have haft organiserede prisaftaler eller skulle have deltaget i konkurrencebegrænsende initiativer,« sagde Kåre Schultz til Berlingske Business om den sag tidligere på året.