Dansk tandlægeimperium ramt af rasende dyr patentkrig i USA

Den danske vækstkomet 3Shape, der leverer scannere og software til tandlægeindustrien, er blevet ramt af en rasende dyr patentkrig i USA, der har kostet langt over 100 millioner kroner, fremgår det af selskabets årsregnskab.

3Shape, som laver scannere og software til tandlægeindustrien, er havnet i en dyr patentstrid i USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

En af landets hurtigst voksende virksomheder med adresse ved Holmens Kanal i København er blevet ramt af et omfattende juridisk tovtrækkeri i USA, der koster selskabet kassen i advokatregninger.

Det er successelskabet 3Shape, som har skabt en gylden forretning med salg af scannere og software til tandlægeindustrien, der er havnet i et juridisk blæsevejr, som i den grad har ramponeret selskabets bundlinje i 2018.

Af 3Shapes regnskab, som blev offentliggjort mandag, fremgår det, at selskabets overskud i 2018 landede på omkring 210 millioner kroner, hvilket er et fald på over 50 procent.

Selskabets omsætning viser til gengæld fortsat gode takter med en stigning på omkring 90 millioner kroner fra 2017 til 2018.

Ledelsen i 3Shape skriver i regnskabet, at »årets resultat er lavere end forventet på grund af betydelige særlige poster«.

Det fremgår af årsrapporten, at de særlige poster udgør et beløb på omkring 150 millioner kroner.

Om de såkaldte særlige poster skriver ledelsen i 3Shape, at de mange penge i særdeleshed er gået til »særlige legale omkostninger til brug for verserende retssager«.

Den formulering dækker over, at det danske selskab har brugt en stor sum penge på et igangværende retsopgør med amerikanske Align Technology, som mener, at 3Shape har krænket en række af selskabets patenter.

Sagen blev indledt i november 2017 og kører ved den amerikanske handelskommission (ITC), der holder til i Washington.

Om sagen skriver ledelsen i 3Shape, at domstolen i de første to af tre sager har vurderet, at det danske selskab ikke har gjort noget forkert.

»Dommerne fandt ikke, at 3Shape krænker den amerikanske US Tariffs Act. (lovgivningen, red.). Trade Commission (handelskommissionen, red.) vil i 2019 træffe afgørelse på baggrund af dommernes vurderinger, og ledelsen er således optimistisk i forhold til et positivt udfald,« skriver ledelsen i regnskabet.

Trods de positive fornemmelser hos ledelsen i 3Shape er det dog værd at bemærke, at sager anlagt ved den amerikanske handelskommission ikke altid kører lige ud af landevejen.

Novo måtte til lommerne

Det danske medicinalselskab Novo Nordisk kæmpede for et par år siden en lang, uforudsigelig og ikke mindst stjernedyr patentkamp ved netop den amerikanske handelskommission i en sag, der tog flere overraskende drejninger undervejs.

I første omgang lignede Novo en klar taber i den komplicerede strid mod konkurrenten Baxalta, da en dommer ved den amerikanske handelskommission i en foreløbig afgørelse konkluderede, at Novo havde gjort sig skyldig i patentbrud.

Et par måneder senere kom samme dommer, Dee Lord, dog frem til en helt anden afgørelse, da hun efter yderligere betænkningstid anbefalede, at kommissionen helt afviste at behandle sagen.

Novo kom dog pludseligt tilbage på pinebænken, da den amerikanske handelskommission alligevel kom frem til, at sagen mod det danske medicinalselskab skulle fortsætte.

Novos daværende finansdirektør Jesper Brandgaard kaldte dengang det store amerikanske advokatslagsmål for »en usædvanlig juridisk karruseltur« og betegnede patentsagen som »dybt mærkværdig«.

Sagen endte med, at Novo efter halvandet års åben patentkrig indgik forlig med Baxalta.

Den dommer, der dengang behandlede patentstriden mellem Novo og Baxalta, er den samme, som kigger nærmere på striden mellem 3Shape og amerikanske Align Technology.

Det fremgår af dokumenter fra den amerikanske handelskommission, at det er dommer Dee Lord, der sidder med sagskomplekset.

3Shape blev grundlagt af Tais Clausen og Nikolaj Deichmann, der i dag udgør selskabets direktion. På Berlingske Business’ seneste rigeliste indtog Tais Clausen og Nikolaj Deichmann henholdsvis en 19. og 25. plads over landets mest velhavende personer.

3Shape beskæftiger nu 1.450 medarbejdere på tværs af 20 lande. I omegnen af 450 medarbejdere holder til i København.