Salling Group køber den britiske detailkoncern Tescos polske aktiviteter. Som en del af handlen overtager Salling Group 301 butikker og to distributionscentre i Polen.
Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.
»Med det strategisk vigtige opkøb af Tesco Polen sikrer Salling Group sig en position som en betydende dagligvareaktør på det store polske marked, og Netto fordobler dermed sin samlede forretning i landet,« skriver Salling Group.
Tesco Polens cirka 7.000 ansatte vil i forbindelse med købet blive en del af Salling Groups organisation. Dermed vil Salling Group samlet beskæftige ca. 60.000 medarbejdere i Danmark, Tyskland og Polen, fremgår det.
Polen udgør allerede i dag Salling Groups største vækstmarked, og med opkøbet indfrier koncernen en strategisk vigtig ambition, fremgår det.
»Betydelig online-vækst er sammen med ekspansion i Polen en hjørnesten i Salling Groups strategi,« skriver supermarkedskoncernen.
Tesco kæmpede med polsk marked
Tesco har haft det svært på det polske marked, og nu vil den britiske koncern i stedet fokusere kræfterne i Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet, hvor Tesco står stærkere og har større vækstpotentiale, fremgår det af en pressemeddelelse fra Tesco.
Tescos forretning i Polen havde i 2019/2020-regnskabet en omsætning på omkring 11 mia. kr. og et driftsunderskud på omkring 200 mio. kr.
Med opkøbet konsoliderer Netto sin tilstedeværelse i Polen, påpeger topchefen i Salling Group, Per Bank.
»Jeg er særdeles tilfreds med aftalen. Vi konsoliderer Nettos tilstedeværelse i et voksende marked og leverer dermed på vores koncernstrategi. Med overtagelsen af Tesco Polen fordobler vi vores forretning i Polen, og vi bliver en betydelig aktør på et af Europas største markeder,« siger Per Bank.
Butiksforvandling koster 1,5 mia. kroner
Salling Group har i dag 386 Netto-butikker i Polen, og Tescos stærke tilstedeværelse – ikke mindst i det sydlige Polen – gør ifølge Per Bank parterne til et rigtigt godt match. Salling Group vil umiddelbart efter konkurrencemyndighedernes godkendelse af handlen begynde at konvertere Tesco-butikkerne til Nettos nye koncept.
Samlet skal Salling Group bruge mere end halvanden mia. kr. på at konvertere de nuværende Tesco-butikker, fremgår det.
Virksomheden handles ifølge Salling Group til en enterprise value på cirka halvanden mia. kr. Handlen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse, som forventes at komme inden årets udgang.
Netto Polen åbnede i 1995 sin første butik i Szczecin og har i dag godt 5.000 medarbejdere. Sammenlagt beskæftiger Salling Group inden opkøbet flere end 53.000 medarbejdere i Tyskland, Danmark og Polen og driver over 1.400 butikker samt en onlineforretning i Danmark.