Dansk software til afsløring af hjertestop bliver landsdækkende i Sverige

Kunstig intelligens udviklet i Danmark bliver nu indført på Sveriges 112 for at hjælpe med at opdage hjertestop.

Danskudviklet software vil fremover lytte med på opkaldene til svensk 112 for at kunne afgøre, om et hjertestop er undervejs, så ambulancen hurtigt kan sendes ud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privat

Det landsdækkende svenske alarmberedskab, SOS Alarm, indfører nu avanceret, dansk teknologi, som skal lytte med på alarmopkaldene og bistå med at prioritere de mest akutte tilfælde.

Det er det danske IT-selskab Corti, som skal levere sin software med kunstig intelligens til Sverige, som dermed bliver det første land, der tager teknologien i brug på landsplan.

Lytter efter måden at trække vejret på

Det blot tre år gamle Corti blev i sidste uge udpeget som en af Europas mulige, fremtidige teknologigiganter af den europæiske IT- og televerdens brancheorganisation, Digital Europe, ved et stort arrangement i Bruxelles. Corti bruger kunstig intelligens til at kunne forudse for eksempel hjertestop eller slagtilfælde ved at lytte efter måden, som man trækker vejret på eller formulerer sig på. Teknologien skal hjælpe sygeplejersker og læger til at diagnosticere patienter i realtid og stille langt bedre og mere præcise diagnoser.

SOS Alarm tog sidste år mod over 3,3 millioner opkald til 112.

Den kunstige intelligens vil i første omgang blive indført i Jönköping og Halmstad efter sommerferien og vil derefter blive taget i brug i hele Sverige. Den vil herefter lytte med på al ind- og udgående kommunikation fra SOS Alarms systemer og analysere dataene for at kunne rådgive så godt som muligt. Teknologien får ingen indflydelse på bemandingen på alarmcentralerne.

Datasikkerheden og den personlige integritet vil få højeste prioritet, understreger SOS Alarm.

Fokus på hjertestop fra begyndelsen

I første omgang skal softwaren have fokus på hjertestop, men vil senere blive udvidet til at opdage andre sundhedsfarer.

Corti, der beskæftiger omkring 40 medarbejdere, har tidligere afprøvet sin teknologi i København på omkring 100.000 samtaler. Med teknikkens hjælp bedømte beredskabspersonalet hjertestop med 84 procents rigtighed. Uden teknikken var det 72 procent.

Corti er stiftet af Andreas Cleve, der i dag er administrerende direktør, samt Lars Maaløe og Michael Boesen, som alle tidligere har arbejdet med sprogteknologi til sundhedssektoren. Selskabet, der har kontor i Store Strandstræde i centrum af København, har rejst penge fra tre skandinaviske og en fransk fond, i alt omkring tre millioner euro.