Ejeren af landets største fibernet og en række af de store internet- og teleselskaber afviser pure, at der sælges internetforbindelser til danskerne under de faktiske omkostninger, og advarer samtidig om, at Danmark risikerer at ende som et discountland, hvis der ikke fortsat kommer penge ind, som kan investeres i at udbygge og vedligeholde infrastrukturen.
Reaktionen kommer i kølvandet på den kritik, som direktøren for internetudbyderen Fastspeed rejste i Berlingske om et marked, hvor de største selskaber – TDC-koncernens Nuuday og energikæmpen Norlys – gør det svært at drive forretning, fordi de lader nogle af deres selskaber dumpe priserne og køre med store underskud for at holde på kunderne.