Dansk forfatter stempler ind i hidsig debat om banker: Der skal mere til end bare at sige undskyld

Bankerne har i kølvandet på skandaler sagt undskyld og bedyret, at amoralske forretningsmetoder hører fortiden til. Nu udråbes bankerne igen som grådighedens egne sønner og på ny synes straffen uundgåelig. Bankerne er fanget i sektorens egen retorik, lyder det fra forfatter og tidligere formand for etisk råd. Det er ikke nok i sig selv at sige undskyld, påpeger han.

»Vi skal kigge indad. Vi skal aldrig sætte profit før etik,« sagde Finansbranchens formand, Nykredit-direktør Michael Rasmussen (t.v) ved bankernes årsmøde i 2018, hvor billedet er fra. Det er Nationalbank-direktør Lars Rohde i midten. Niels Ahlmann Olesen

Det var en halvkold decemberdag for snart to år siden. Landets førende finansfolk og flere toppolitikere var stimlet sammen i Skuespilhuset.

I tiden forinden havde den store scene lagt gulv til opførelsen af det episke mesterværk »Kongens Fald« af forfatteren Johannes V. Jensen, der tager favntag med en af de mest voldsomme perioder i danmarkshistorien og Christian IIs skæbne.