Dansk erhvervsliv har indtil videre klaret sig bedre gennem coronakrisen end forventet, og det danske boligmarked buldrer frem. Sådan lyder meldingen fra Nykredit-koncernen, som torsdag udsendte regnskabstal for årets første seks måneder.

De viser, at den danske finanskæmpe gik tilbage i andet kvartal, men at første halvår samlet er gået bedre, efter især de mange boligsalg trak op.

For hele første halvår steg bundlinjen til knap 4,4 milliarder kroner fra knap 1,6 milliarder kroner i første halvdel af 2020.

Det skyldes blandt andet, at Nykredit i begyndelsen af 2020 tog markante nedskrivninger relateret til coronapandemien.

»Vi fremlægger i dag et meget tilfredsstillende delårsregnskab. Boligejerne og store dele af dansk erhvervsliv nyder fremgang, selvom covid-19 endnu ikke har sluppet sit greb. Det viser sig især i nedskrivninger, der er lavere end ventet. Samtidig har vi fortsat vækst i både udlån og formue under forvaltning, ligesom udviklingen på de finansielle markeder har givet medvind i første kvartal,« siger Nykredits koncernchef Michael Rasmussen i forbindelse med regnskabet.

I årets andet kvartal tjente Nykredit to milliarder kroner. Det er omkring 20 procent mindre sammenlignet med samme kvartal i 2020. En af årsagerne er, at koncernens handels- og beholdningsindtægter faldt til 418 millioner kroner fra et plus på 1,2 milliarder kroner i andet kvartal sidste år.

Rekordhøjt boligsalg

Det er især det rekordhøje boligsalg, der sætter positive aftryk i Nykredits halvårsregnskab.

Nykredit, der ejer Totalkredit, er landets største udlåner af realkreditlån til de danske boligejere, og under coronakrisen er det gået stærkt med boligsalget.

»Dansk erhvervsliv og det danske boligmarked har indtil videre klaret sig bedre gennem krisen end forventet. Vi har fortsat lave nedskrivninger og har endnu ikke brugt af de 2,1 milliarder kroner, vi sidste år satte af til at dække fremtidige tab som følge af coronakrisen. Det tyder på, at det danske samfund ser ud til snart at kunne vende tilbage til mere normale tilstande, men vi har endnu til gode at se, hvordan de danske virksomheder kommer til at klare sig uden statslige hjælpepakker,« siger Michael Rasmussen.

Nykredit-koncernen sidder på 43,9 procent af alle realkreditudlån, og i regnskabet oplyser Totalkredit, at selskabet nu har 875.000 boligejere som kunder.