Dansk direktør bag rekordopkøb snupper topjob i Schweiz

Knap ni måneder efter at have forladt posten som topchef i medicinalgiganten Shire bliver danske Flemming Ørnskov nu sat i spidsen for schweizisk milliardkoncern. Den tidligere børnelæge var i begyndelsen af året nøglefigur i gigantisk medicinalfusion til over 400 milliarder kroner.

Flemming Ørnskov, der tidligere har været topchef i medicinalgiganten Shire, har fået job i en schweizisk milliardkoncern. Arkivfoto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere

Med en stribe store opkøb i den internationale medicinalbranche blev Flemming Ørnskov kendt under tilnavnet »Danmarks opkøbskonge«.

Som topchef i medicinalkoncernen Shire satte Flemming Ørnskov i januar 2016 eksempelvis en afgørende underskrift på et dokument, der banede vej for en kæmpe handel til over 200 milliarder kroner med købet af amerikanske Baxalta.

Da Shire og Flemming Ørnskov i begyndelsen af 2019 selv blev opkøbt af japanske Takeda i en handel til over 400 milliarder kroner, forlod den danske topchef sin stilling i Shire samme dag.

Nu er Flemming Ørnskov så tilbage i et topjob. Den 61-årige dansker blev onsdag udpeget som ny førstemand i schweiziske Galderma, der tidligere gik under navnet Nestlé Skin Health.

Flemming Ørnskovs nye arbejdsgiver blev tidligere på året solgt til et konsortium med den svenske kapitalfond EQT i spidsen til en pris på omkring 70 milliarder kroner.

Nu er ejerkredsen bag Galderma så klar med sin egen holdopstilling, hvor Flemming Ørnskov altså snupper rollen som topchef.

Det schweiziske medicinalselskab er specialiseret i forskning og udvikling af produkter til behandling af hudsygdomme og har omkring 5.000 ansatte og en omsætning på knap 20 milliarder kroner.

Rekordopkøb

Flemming Ørnskov spillede ifølge Bloomberg en central rolle i de afgørende uger, hvor der blev forhandlet en fusion mellem Shire og Takeda på plads under hemmelige møder på advokatkontorer i New York. Forhandlingerne mellem de to medicinalkoncerner kørte i månedsvis. Undervejs fik Takeda hele fire købstilbud på Shire avist.

Da det til sidst lykkedes, blev Flemming Ørnskov belønnet med, hvad der formentlig er den største bonus i kølvandet på et opkøb til en dansk topchef. Den britiske avis The Times skrev i foråret 2018, at Flemming Ørnskov ville tjene mindst 84 millioner kroner, hvis hans daværende arbejdsplads, Shire, endte, i armene på japanske Takeda.

Flemming Ørnskov, tidligere topchef i Shire

»Jeg tror aldrig, jeg har haft så meget at lave nogensinde, som jeg har haft med den her handel. Jeg arbejdede i weekenderne, jeg brugte hele julen og nytår på at rejse rundt og kigge på fabrikker. Det bliver man ikke superpopulær på derhjemme.«


Da Flemming Ørnskov i 2016 som Shire-topchef lagde navn til opkøbet af amerikanske Baxalta, skrev han sig allerede dengang ind i historiebøgerne som den danske topchef, der har sat sin signatur på det største opkøb nogensinde.

»Jeg tror aldrig, jeg har haft så meget at lave nogensinde, som jeg har haft med den her handel. Jeg arbejdede i weekenderne, jeg brugte hele julen og nytår på at rejse rundt og kigge på fabrikker. Det bliver man ikke superpopulær på derhjemme,« sagde han til Berlingske Business i 2016 et par uger efter den store milliardhandel.