Dansk dagligvaregigant åbner særlig butik – kameraer i loftet skal filme indkøb

Føtex Go bliver Salling Groups første betjeningsløse døgnåbne butik i Danmark.

Føtex Go vil både være døgnåben og uden betjening.  Pressefoto: Salling Group

Til efteråret åbner den første Føtex Go, som har åbent hele døgnet og er uden betjening. 

Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

»Den nye betjeningsløse butik skal ses som et supplement til vores øvrige varehuse, der skal give vores kunder en ny og helt unik indkøbsoplevelse, fordi vi tror på, at tiden nu er moden,« siger direktør i Føtex Morten Møberg i pressemeddelelsen. 

Lige nu er man i gang med at færdiggøre den sidste teknik, så alt er klar, når butikken åbner til efteråret.

Kameraer i loftet holder øje med, hvad man tager 

For at handle i Føtex Go skal kunderne scanne sig ind med deres betalingskort, når de kommer ind i butikken.

Når man er færdig med at vælge sine varer, kan man blot forlade butikken, så vil varernes pris blive trukket fra ens betalingskort.

Kameraer i loftet vil nemlig automatisk registrere det, man har lagt i sin indkøbspose. På den måde vil det også blive registreret og fjernet fra ens kvittering, hvis man fortryder en vare og lægger den tilbage på hylden. 

Hvis man ønsker at købe alkohol eller andre varer med aldersbegrænsning, foregår det i et separat område i butikken, som man får adgang til via MitID for at sikre kundens alder. 

»Vi tror på, at teknologien og den udvidede åbningstid vil appellere til rigtig mange kunder, der mangler det sidste i køleskabet – også uden for normal åbningstid,« siger Morten Møberg.

Inspirationen til den nye butik er hentet fra udlandet, hvor man har lignende butikker i blandt andet Polen, Storbritannien og Tyskland. 

Internetgiganten Amazon har en lignende pendant ved navn Amazon Go, som blev lanceret i 2018. 

Til oktober forventer Salling Group at åbne den første »Føtex Go« i Tordenskjoldsgade på Trøjborg i Aarhus. 

Salling Group ejer blandt andet kæderne Bilka, Føtex og Netto og driver 1726 butikker og restauranter. Godt 700 af dem ligger i Danmark, mens der findes 342 og 663 Netto-butikker i henholdsvis Tyskland og Polen.