Danmarks yngste ambassadør gør klar til armlægning med techgiganterne

33-årige Anne Marie Engtoft Larsen skal holde giganter som Google, Facebook, Amazon, Apple og Microsoft i ørerne med sin brede erfaring, der spænder fra Enhedslisten til World Economic Forum. Og selv om hun nu er diplomat, vil hun ikke altid udtrykke sig diplomatisk, når det gælder om at holde giganterne fast på deres samfundsansvar og en teknologisk udvikling med samfundssind.

Anne Marie Engtoft Larsen er klar til at smøge ærmerne op som Danmarks nye techambassadør med base i IT-højborgen Silicon Valley, hvorfra hun skal påvirke teknologigiganterne til at opføre sig ordentligt og udvikle teknologi til alles bedste. Niels Ahlmann Olesen

»Det er ikke for sent. Vi har mulighederne. Jeg tror, at vi kan gøre en forskel. Vi kan ændre på tingene.«

Danmarks nye techambassadør er ganske overbevist om, at det nytter at rende teknologigiganterne på dørene og, når det er nødvendigt, belære dem om de basale spilleregler for ordentlig og etisk opførsel til gavn og glæde for alle, der gerne vil bruge de nye teknologiske muligheder.