Danmarks it-branche kommer med et nødråb: Ordrer må opgives

Den danske it-verden, som i 2023 beskæftigede 106.000, har i årevis kæmpet for at få fyldt ledige stillinger op og komme videre. Hver tredje må sige nej til ordrer og opgaver, og 40 procent udskyder videreudvikling.

Det er fortsat »tungere« eksperter som softwareudviklere og programmører, som der er størst mangel på, og derfor må mange virksomheder droppe ordrer, fordi de ikke har hænder nok til at kunne udføre dem. Yalonda M. James/AP/Ritzau Scanpix

Flere års kamp har ikke ændret på, at det fortsat er manglen på folk med de rigtige, solide it-kompetencer, som den danske it-verden ser som den største barriere for fremtidig vækst.

Der bliver fortsat søgt med lys og lygte for at få fingrene i de rette folk, men i erkendelse af, at det stadig kan være mere end vanskeligt, bliver der skruet ned for mængden af ledige stillinger, som slås op.