Danmarks 100 rigeste: Karsten Rees formue vokser endnu engang

Nr. 39 på listen over Danmarks 100 rigeste i 2020: Karsten Ree er stifter af Karsten Ree Holding. Hans formue ligger i år på 3,5 mia. kr.

Karsten Ree, Karsten Ree Holding. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau

Dette års opgørelse viser igen fremgang for Karsten Rees formue, der er steget med 0,9 mia. kr. siden året før. Karsten Ree har gennem sine selskaber betydelige investeringer i børsnoterede aktier, og det har de seneste år givet ret store kursbevægelser begge veje. Formuen stammer oprindelig fra salget af Den Blå Avis, som han fik omkring to mia. kr. for.

Gennem årene har formuen bevæget sig ganske voldsomt, og efter meget store tab på Amagerbanken – 800 mio. kr. – var hans formue i 2012 helt nede på knap en halv mia. kr. Siden har i første omgang en satsning på Nokia-aktier og senere bl.a. kinesiske Alibaba bragt formuen op igen.

Pengene er placeret i tre selskaber, Karsten Ree A, B og C.  Det største af selskaberne – B – ejer han i fællesskab med sine børn, og også A er ejet sammen med børnene. Han er eneejer af C, hvor formuen ved seneste opgørelse var lidt over en halv mia. kr. Karsten Ree fyldte her i sommer 75 år.

Her er de 100 rigeste i Danmark 2020