Blå Avis-millioner og mange års indtjening på legetøj bliver nu kastet efter plantevirksomheden Ellepot, som fremstiller maskiner, kultiveringsbakker og potter til gartnerier.
Det er velhaveren Karsten Ree, der har fundet sammen med ligesindede rigmænd, nemlig sønnerne af LEGO-søsteren Gunhild Kirk Johansen, der ejer pengetanken Kirk Kapital.
Karsten Ree tjente som bekendt sine penge på at sælge Den Blå Avis, mens Kirk-sønnerne har arvet deres via deres mor, som er søster til topfiguren i LEGO-familien, Kjeld Kirk Christiansen.
Samtidig med købet fusioneres Ellepot med Karsten Rees selskab Plantpaper, og strategien er tilsammen at blive en stærkere aktør på markedet for bæredygtig dyrkning af planter og afgrøder. Ellepot har siden 2013 været ejet af kapitalfonden Capidea, men udviklingen er gået trægt de senere år.
»Sammen kan virksomhederne i fremtiden lægge endnu flere kræfter i udvikling og global ekspansion. Vi ser meget frem til samarbejdet med Kirk Kapital, der med sin baggrund som familieejet virksomhed, ligesom os, på mange områder deler samme værdisæt,« udtaler Christian Ree, søn af Karsten Ree og direktør i Karsten Ree Holding i en pressemeddelelse.