Familiens formue voksede denne gang med beskedne 1,5 mia. kr. Det er tredje år i træk med vækst, og forklaringen er at både omsætning og indtjening steg i det seneste regnskabsår. Målt på den primære drift var der tale om en fremgang på syv procent.
Det er beregnet ud fra tal fra før coronakrisen, men dog med multipler der afspejler, at vi har en pandemi. Ejerfamilien bag koncernen har for en sikkerheds skyld besluttet, at der ikke skal udbetales aktieudbytte, og det gælder både i 2020 og 2021. Det er en beslutning, der ifølge bestyrelsesformanden Jørgen Clausen er truffet for at bringe koncernen så godt som muligt gennem pandemien.
Kort tid før pandemien lukkede det hele ned, nåede Danfoss at få gennemført køb af en amerikansk konkurrent for et beløb på 23 mia. kr. Forventningen er, at købet skal gøre Danfoss til globalt førende virksomhed inden for hydraulikindustrien.
Bitten & Mads Clausens Fond, der er en af ejerne bag koncernen, har her i eftersommeren meldt ud, at man sammen med PFA skal stå for byggeri af omkring 40 seniorlejligheder. De skal rettes mod personer, der er over 50 år, og hensigten er dels at den nyeste teknik fra Danfoss skal afprøves, og dels at der skal være mulighed for, at udenlandske medarbejdere, der skal arbejde for Danfoss, kan få en bolig.