Her godt et år efter Lars Larsens død er der nu kommet styr på de fremtidige ejerforhold. Lars Larsen var i sin tid meget optaget af at finde en løsning, så han kunne være sikker på, at virksomheden fortsætter på privat eje i familien, og samtidig sikre sig, at der ikke kommer en låst situation i tilfælde af uenigheder.

Resultatet er blevet, at datteren Mette og sønnen Jacob og deres respektive børn hver får samme ejerandel. Det bliver dermed seks gange 16,5 procent. Den sidste procent placeres i en fond, og i tilfælde af uenigheder kan denne ene procent komme i spil som afgørende.

Som situationen er nu, er det sønnen Jacob, der er aktiv i koncernen, mens datteren Mette passer sin egen landbrugsvirksomhed. Jacob Brunsborg har dog klart givet udtryk for, at han ikke har den samme udadvendte facon som sin far, så det vil han ikke gøre noget forsøg på at kopiere.

Udover de kendte aktiviteter fra dynekoncernen har familien også investeret i et selskab, der har specialiseret sig i at lease sportsvogne ud. Foreløbig har investeringen betydet en fordobling af antallet af biler i leasingflåden.