Danmark slår ny verdensrekord i vindstrøm

Der blev sat flere vindmøller op i 2017, og da samtidigt var et blæsende år, kunne det mærkes på elproduktionen fra vindmøller, der igen i 2017 slog verdensrekord.

Selvom det ikke går så stærkt med at sætte vindmøller op som tidligere, så får Danmark stadig mere og mere vindkapacitet, og det resulterede igen i 2017 i en verdensrekord, som Danmark efterhånden har sat nogle gange. Det skriver både Energiministeriet og Dansk Energi i pressemeddelelser.

Danmark var nemlig igen i 2017 slået sin egen verdensrekord for produktion af vindmøllestrøm. De hvide kæmper producerede, hvad der svarer til 43,4 procent af Danmarks elforbrug, og det er ny verdensrekord.

»Med den her verdensrekord på vind placerer Danmark et grønt flag på verdenskortet. Vores energisystem er blevet kåret til verdens bedste tre år i træk, og med verdensrekorden for vind cementerer vi hvorfor. Vi kan som intet andet land i verden indpasse store mængder vindkraft og anden grøn energi samtidig med, at vi bevarer fornuftige priser og en høj forsyningssikkerhed, således der altid kommer strøm ud af stikkontakten,« siger energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) i en pressemeddelelse.

Man skal dog holde tungen lige i munden med en rekord som den ovenstående. Vindmøllerne har produceret, hvad der svarer til 43,4 pct. af det danske elforbrug, men det er ikke det samme, som at 43,4 pct. af det danske forbrug har været dækket af vindstrøm. Der har for eksempel været flere timer i løbet af året, hvor vindmøllerne har produceret langt mere strøm, end danskerne kunne forbruge. Import af el spiller også en rolle, men som eksempel blev der i 2016 produceret vindstrøm svarende til 37,6 pct. af det danske forbrug, mens kun 35 pct. af forbruget faktisk var dækket af vind, ifølge Energinet.dk. Den danske netoperatør har endnu ikke offentliggjort sine beregninger for 2017 endnu.

Vindrekorden i 2017 er som sagt lidt af en tradition for Danmark. Der blev slået nye rekorder hvert år mellem 2009 og 2015, og altså igen i 2017. Fremadrettet er det sikkert som blæst i Hvide Sande, at rekorden vil blive slået igen. De næste år opfører svenske Vattenfall nemlig tre store havvindparker i Danmark i form af Horns Rev 3, de kystnære vindmøller og Kriegers Flak, der tilsammen vil øge den danske vindkapacitet med omkring 25 pct.

I pressemeddelsen glæder energiministeren sig over rekorden og gentager regeringens mål om, at 50 pct. af det danske energiforbrug i 2030 skal være dækket af grøn energi. Vindrekorden er et godt skridt på vejen, men den udgør dog kun de 43,4 pct. af elforbruget, hvor benzin til biler og gas til opvarmning for eksempel ikke er talt med.

Regeringen præsenterer inden sommerferien en ny energiaftale.