Coronakrisen lukkede nærmest ned for praktikaftaler: Nu er Nicklas mildest talt »pisse glad«

Antallet af indgåede praktikaftaler på landets erhvervsuddannelser er næsten oppe på niveauet, som det var før coronakrisen. Under coronakrisen har det nemlig været tæt på umuligt som elev at lande en praktikaftale med en virksomhed. Berlingske har talt med en af dem, der nu har fået en.

Nicklas Abrahamsen på 19 år i gang med at udlufte bremser som lærling hos Næstved Autocenter. Han er en af de mange elever på erhvervsuddannelserne, som har fået en praktikaftale i hus efter lang tids søgen. Privatfoto

Nicklas Abrahamsen har lige fået en plads som mekanikerlærling, og det gjorde ham mildest talt »pisse glad«.

For det har været en sej kamp for de mange praktiksøgende elever på erhvervsuddannelserne. Men nu bliver der næsten indgået lige så mange praktikaftaler som før coronakrisen.

Det er ikke mere end et par måneder siden, at Nicklas Abrahamsen og andre elever på landets erhvervsuddannelser måtte skue langt efter den afgørende del af deres uddannelse i takt med, at Danmark lukkede ned.

Min drøm var at komme ud til et autoriseret værksted. Men til sidst ville jeg bare gerne have en læreplads.

»Det har været demotiverende hele tiden at få et nej eller måske. Der er mange gange, hvor jeg tænkte, at jeg ikke kommer nogen vegne med det her, og at det ikke nytter noget. Men jeg har virkelig bare holdt fast og blevet ved,« siger Nicklas Abrahamsen, der fortæller, at han nåede at søge praktik over 70 forskellige steder, inden han fandt en plads.

»Min drøm var at komme ud til et autoriseret værksted. Men til sidst ville jeg bare gerne have en læreplads. Og nu er jeg super tilfreds,« siger han.

Nicklas Abrahamsen er 19 år gammel og har netop har scoret sig en plads som lærling hos Næstved Autocenter. Og han er ikke den eneste, der endelig har fået en praktikaftale i hus efter nogle tumulte måneder.

I perioden 12. marts til 29. april var antallet af indgåede praktikpladser faldet med over 80 procent i forhold til samme periode sidste år. Der var tale om 35 erhverv, blandt andet flymekaniker, grafisk tekniker og smed.

Det viste tal fra uddannelsessekretariatet Industriens Uddannelser. Ligeså alarmerende som det kan lyde, ligeså positivt kan de nye tal fra Dansk Metal læses. I juni var andelen af indgåede praktikaftaler oppe på 91 procent af, hvad det var i 2019.

»Det er rigtigt positivt, at tallene er på vej tilbage mod normalen efter et drastisk fald i foråret. Hjælpepakkerne har tilsyneladende virket, men vi håber også, at det er et udtryk for, at virksomhederne er på den rigtige vej igen,« siger Kasper Palm, der er forbundssekretær i Dansk Metal.

En påmindelse til virksomheder

Det drastiske fald i antallet af indgåede praktikaftaler under coronakrisen kunne Nicklas Abrahamsen godt mærke, da han selv ledte efter en læreplads.

»Vi søgte ikke meget under coronakrisen. Vi skulle helst møde folk, men vi var jo også sendt hjem,« siger han og fortsætter:

»Det forhindrede mig i at søge læreplads og tage ud til en mester og spørge, om de ville prøve mig af. Det kunne de ikke på grund af corona. Det har man godt kunnet mærke.«

Kasper Palm, forbundssekretær i Dansk Metal, vil minde virksomhederne om, at færre praktikpladser vil give bagslag.

»Det er stadig en reminder til virksomhederne om, at de generelt skal huske at tage lærlinge. Virksomhederne skal huske, at lærlinge er deres fremtid, og hvis ikke de er med til at løfte uddannelsesansvaret, så er det dem, der ender med ikke at kunne få den arbejdskraft, de har brug for,« siger han.

Næstved Autocenter får fornøjelsen af Nicklas Abrahamsens arbejdskraft det næste års tid, hvorefter det skal vurderes, om han kan fortsætte som lærling i længere tid. Samtidig får hovedpersonen selv lov til at ordne dæk, klargøre biler og forberede sig på at komme ud på arbejdsmarkedet som færdiguddannet.