Corona-virus skaber forvirring om mexicansk øl

Udbruddet af den smitsomme coronavirus har påvirket aktierne i det bryggeri, som står bag den verdenskendte Corona-øl. (Overskrift og underrubrik var tidligere misvisende og er nu rettet)

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rettelse: Det fremstod tidligere i denne artikel ,som om salget af Corona-øl var negativt påvirket af udbruddet af coronavirus. Det var der ikke dækning for. Berlingske beklager fejlen. Samtidig viderebragte Berlingske via CNN resultaterne fra en rundspørge blandt amerikanere om Corona-øl. Berlingske kender ikke præmisserne for rundspørgen og burde ikke have viderebragt resultaterne. Berlingske beklager fejlen.

Det er uheldigt at dele navn med en virus.

Dels kan det skabe forvirring på Google, dels kan det blive genstand for underholdning på sociale medier, og endelig er det dårlig reklame.

Alle tre scenarier har man erfaret hos bryggeriet Constellation Brands (STZ), som brygger adskillige variationer af den populære mexicanske øl Corona.

Og Constellation Brands har mærket de økonomiske konsekvenser, da aktierne dykkede med fire procent fredag og otte procent torsdag.

Virusudbruddet kommer på et yderst uheldigt tidspunkt for Constellation Brands, som hidtil har brugt 40 millioner dollar, hvilket svarer til over 271 millioner danske kroner, på lancering af sin nye øl, Corona Hard Seltzer.

En del af reklamefremstødet har været et sponsoreret opslag på Twitter, som har vakt stor kritik rundtomkring i verden med anklager om, at det er »dårlig stil«, og at virksomheden »burde holde lav profil« i kølvandet på virusudbruddet.

Ordet corona har fået en negativ klang blandt flere forbrugere, som derfor ikke har lyst til at nyde en kold Corona med lime i flasken, fordi øllen associeres med den verdensomspændende sundhedskrise, som coronavirussen har medført.

De viser to spørgeskemaundersøgelser, som blev foretaget i sidste uge, skriver CNN .

5W Public Relations står bag den ene af de to undersøgelser, hvor man blandt andet har spurgt 737 øldrikkende amerikanere ind til deres forbrug af Corona-øl. Her kunne man konkludere, at 38 procent af de adspurgte »under ingen omstændigheder« vil drikke en Corona-øl grundet virusudbruddet. Dertil svarede 14 procent af de adspurgte, at de ikke vil bestille og drikke en Corona-øl i offentligheden.

I den anden undersøgelse, som blev foretaget af det britiske analyseselskab YouGov, fandt man, at forbrugernes intentioner om at købe Corona-øl er på det laveste niveau i to år.

Constellation Brands afviser, at virusudbruddet har påvirket salget af Corona-øl, og understreger i en pressemeddelelse, at forbrugerne »forstår, at der ikke er en sammenhæng mellem virussen og virksomheden«.

Dog viser tal fra Google, at mange har antaget, at der måske er sammenhæng mellem virussen og øllen, som er fælles om navnet corona. Siden de første antal smittede blev konstateret i december, steg Google-søgningerne i USA på ordene »corona beer«​ og »corona beer virus« med 1.100 procent. Dette tal er nu aftaget og er i stedet blevet en dille på sociale medier, hvor »corona beer virus« er blevet et populært hashtag.

Ifølge CNN agter Constellation Brands ikke at ændre i markedsføringen af Corona-øl i forbindelse med coronavirus.

Rettelse

Rettelse fredag den 6. marts: Det fremstod tidligere i denne artikel som om, at salget af Corona-øl var negativt påvirket af udbruddet af coronavirus. Det var der ikke dækning for. Berlingske beklager fejlen. Samtidig viderebragte Berlingske via CNN resultaterne fra en rundspørge blandt amerikanere om Corona-øl. Berlingske kender ikke præmisserne for rundspørgen og burde ikke have viderebragt resultaterne. Berlingske beklager fejlen.
Historien om virusfrygtens påvirkning af den mexicanske Corona-øl gik verden rundt. Men hvad skete der egentlig og hvad er op og ned? Læs hele historien her.