Coop satte dagsordenen med forslag om forbud mod tilbudsaviser: »Det er fandeme flot spin«

Coops forslag om et forbud mod tilbudsaviser stjal dagsordenen fra dagligvarekoncernens lancering af verdens »måske mest ambitiøse klimaplan«. Kritikere kalder nu forslaget for et »skalkeskjul« og påpeger, at det ikke handler om klima, men derimod om konkurrencefordele.

Mandag lancerede CSR-direktør Signe D. Frese og klimachef Peter Svendsen fra Coop dagligvarekoncernens nye klimaplan. Heraf fremgik det blandt andet, at koncernen vil arbejde for et forbud mod tilbudsaviser. I sidste uge sendte Coop et åbent brev til klimaminister Dan Jørgensen, hvor man opfordrede regeringen til at tage initiativ, men flere stiller nu spørgsmål ved Coops reelle bevæggrunde for ønsket om et forbud. Oscar Scott Carl

Det er rent hykleri, når Coop foreslår et totalt forbud mod tilbudsaviser, og dagligvarekoncernen bruger hensynet til miljøet som et falsk påskud til at få en konkurrencefordel.

Sådan lyder kritikken, efter at Coop, der ejer Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Fakta og Irma, i et åbent brev til klimaminister Dan Jørgensen (S) opfordrede til et forbud mod tilbudsaviser, som dagligvarekoncernen kalder »klimafråseri«.