Clevers stenrige ejere skyder kvart milliard i storstilet opsætning af ladestandere til elbiler

Clever vil sætte 10.000 nye offentlige ladepunkter op inden 2025. Nu sætter selskabets ejere handling bag ordene og skyder 250 millioner kroner ind i Clever til missionen.

Clever har i dag opsat godt 1.300 offentlige ladepunkter til elbiler på tværs af Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Det vakte jubel blandt den socialdemokratiske regerings støttepartier, da Clever som en af landets førende ladeoperatører i efteråret meldte ud, at selskabet har i sinde at opsætte mindst 10.000 nye offentlige ladepunkter til elbiler inden udgangen af 2025.

Nu sætter selskabets stenrige ejere, den sjællandske elkoncern Andel (tidligere SEAS-NVE) samt NRGi med en mindre ejerandel handling bag den massive investeringsplan ved at skyde 250 millioner kroner ind i datterselskabet Clever.

»Vi er meget tydelige omkring, at der skal investeres i ladestandere forud for elbilerne, og nu sætter vi altså yderligere handling bag vores ord og strategi for at støtte op om den langsigtede politiske aftale om elbiler. Markedet skal nok stå for at opsætte infrastrukturen, og vi investerer på forkant af markedet, så det bliver nemmere for folk at vælge elbilen,« siger Clevers administrerende direktør, Casper Kirketerp-Møller.

Han mener, at den politiske aftale fra december om elbiler indgået mellem Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten har givet tryghed til danskerne om både at købe og oplade elbiler, da den rækker langt ud i fremtiden.

»Vi tror fuldt og fast på, at elbiler er en overlegen teknologi, så når vi når et prispunkt, hvor de kan konkurrere uden nogen form for subsidier, kommer det virkelig til at tage fart,« siger Clever-direktøren.

I 2021 er Clevers plan at opsætte flere end 1.000 såkaldte AC-ladepunkter og 100 lynladepunkter. Det er lige knap en fordobling af Clevers nuværende offentlige ladenetværk.

Landets anden store ladeoperatør, E.ON, har godt 1.600 offentlige ladepunkter i Danmark. I alt er der i dag godt 3.000 offentlige ladepunkter på tværs af alle udbydere.

Afventer Eldrup-rapport nummer to

Ejernes pengetilførsel ind i Clever kommer forud for den længe ventede anden delrapport fra en elbilkommission med tidligere DONG Energy-topchef Anders Eldrup i spidsen.

Den første delrapport fra efteråret 2020 handlede om at skaffe mange elbiler på de danske veje, mens den anden delrapport kommer til at omhandle udfordringer og løsninger på den nødvendige infrastruktur til at oplade de mange kommende elbiler.

Casper Kirketerp-Møller fortæller, at kommissionen har brugt meget tid og energi på at tale med markedet og de relevante aktører som eksempelvis Clever. Han håber og tror derfor, at rapporten kan hjælpe med både at synliggøre og anvise løsninger på nogle af de sværeste punkter i udrulningen af infrastruktur.

»Det kan være alt fra hastigheder på tilladelser fra det offentlige til at sikre gode, ensartede parkeringsregler til styring af intelligent opladning, så vi belaster fremtidens elnet mindst muligt og lader grønnest muligt op. Det koster unødigt mange milliarder at understøtte elbilernes udrulning, hvis ikke opladningen sker intelligent,« siger Casper Kirketerp-Møller.