Chefredaktør om Falck-sag: »Vi blev snydt, vildledt og manipuleret«

Hollandsk graver-journalist fortæller til Radio24syv, at kommunikationsrådgiver Palle Smed bad ham om at grave i Bios-direktørs private skatteforhold.

I slutningen af 2014 vandt det hollandske ambulance-selskab Bios udbuddet på ambulancekørsel i store dele i region Syddanmark i konkurrence med Falck. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

Tidligere kommunikationschef i 3F, Palle Smed, forsøgte at hyre hollandske journalister til at grave i Bios-direktør Stef Hesselinks personlige skatteforhold.

Det fortæller den hollandske chefredaktør for mediet »Follow the Money«, Eric Smit, som fik opgaven i begyndelsen af 2016.

»Han (Palle Smed, red.) bad om oplysninger om, hvordan Hesselink betalte sin skat, for eksempel. Vi svarede ikke på det. Vi synes, det var en mærkelig forespørgsel, og derefter havde vi ingen kontakt,« siger Eric Smit til Radio24syv.

Det var kulminationen - og samtidig enden - på et længere samarbejde mellem Palle Smed og journalistgruppen.

Det tog ifølge chefredaktøren sin begyndelse i slutningen af 2014, hvor det hollandske ambulance-selskab Bios havde vundet udbuddet på ambulancekørsel i store dele i region Syddanmark.

Ifølge Eric Smit havde den første mail fra Palle Smed følgende ordlyd:

»Jeg leder efter en hollandsk journalist, der kan hjælpe mig med research om et hollandsk firma, der har etableret sig i Danmark. Jeg hjælper danske journalister og min tidligere arbejdsplads 3F med opgaven,« citerer Eric Smit.

»Jeg spurgte selvfølgelig, hvem der betalte for det. Og der svarede Palle Smed - og jeg citerer - at 'Fagbladet 3F betaler mig, og jeg betaler jer',« siger Eric Smit.

Betalingen var 5.000 euro (omkring 37.000 kroner, red.) for de første research-opgaver, tilføjer han.

Først langt senere, i november 2016, begynder det at gå op for hollænderne, at det i virkeligheden kunne være Bios’ direkte konkurrent i Danmark, Falck, der trak i trådene, og ikke 3F.

Det får de hollandske journalister til at kontakte Palle Smed igen:

»Vi spurgte Palle, om han blev betalt af Falck, men det benægtede han.«

»Set i bakspejlet burde jeg have gjort mere ud af at undersøge, hvem der stod bag. Men han sagde, at han arbejdede for Fagbladet 3F, så det så umiddelbart ud som et fint tilbud. Men vi blev snydt, vildledt og manipuleret,« lyder det fra Eric Smit.

På dette tidspunkt var Bios gået konkurs, og Region Syddanmark havde selv overtaget ambulancedriften.

Palle Smed har tidligere sagt til Finans.dk, at journalister fra Follow the Money arbejdede for hans kommunikationsbureau. Men bureauet ville ikke fortælle hvilken opgave, journalisterne havde.

Palle Smed blev i juni 2017 direktør for Faglige Seniorers over 200.000 medlemmer.

Han har ikke ønsket at kommentere sagen over for Radio24syv.

Han henviser i en sms til, at Falck er blevet meldt til politiet, og at hans navn figurerer i sagen.

3F afviser kendskab til sagen:

»Hvis oplysningerne er korrekte, er det dybt kritisabelt,« siger Thomas Hundsbæk, chefredaktør for Fagbladet 3F, til Radio24syv.

»I så fald tyder alt på, at Fagbladets navn og høje journalistiske troværdighed er blevet misbrugt til at få hollandske journalister til at grave i bestemte sager,« fortsætter han.

Konkurrencerådet har slået fast, at Falck i det skjulte iværksatte en kampagne, der skulle miskreditere Bios og skabe så meget usikkerhed om firmaet, at Falck igen kunne sætte sig på den indbringende ambulancekørsel.

Det skete ved systematisk at sprede negative historier og i medier og på Facebook uden, at folk kunne se, at Falck i virkeligheden stod bag.