Chefer fra Swarovski og Microsoft skal hjælpe B&O

Bang & Olufsen henter friske kræfter til bestyrelsen. På august måneds generalforsamling præsenteres direktører fra teknologikæmpen Microsoft og smykkevirksomheden Swarovski.

Bestyrelsesformand Ole Andersen fra Bang & Olufsen får inden alt for længe assistance i bestyrelseslokalet hos den danske lydproducent fra direktører i udenlandske mastodonter. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Viden fra en af verdens største teknologiselskaber og et af verdens største smykkefirmaer træder meget snart ind i bestyrelseslokalet hos danske Bang & Olufsen.

Den danske elektronikproducent meddeler onsdag, at bestyrelsen har indstillet tre nye bestyrelsesmedlemmer til valg på selskabets generalforsamling den 21. august.

Der er tale om finske Tuula Rytilä, indiske Joan Ng Pi O og taiwanesiske M. Claire Chung. Det sker, efter at bestyrelsesmedlemmerne Majken Schultz, Albert Bensoussan og Kai Lap Tong ikke stiller op til genvalg.

Marketing og Kina

Tuula Rytilä er Corporate Vice President hos Microsoft i Seattle i USA, hvor hun er ansvarlig for Digital Stores, og ifølge B&O skulle hun have »omfattende international erfaring inden for teknologi til forbrugsprodukter, digitalisering og produktudvikling, og hun vil bidrage med indgående viden om produktmarkedsføring«.

Joan Ng Pi O er Executive Vice President i smykkefirmaet Swarovski, hvor hun har været ansat i næsten 30 år. Her håber B&O at kunne drage nytte af hendes internationale erfaring fra mærkevareindustrien, og selskabet fremhæver hendes »omfattende viden inden for salg og marketing«.

Endelig er der M. Claire Chung. Hun er General Manager i Kina for webshoppen Yoox-Net-A-Porter Group. B&O satser på at kunne udnytte hendes »dybe indsigt i det kinesiske online detailmarked og generel viden om det asiatiske marked«.

Bang & Olufsen kæmper i øjeblikket med et vigende salg af dets fjernsyn og højttalere. Selskabet kunne i juli præsentere et årsregnskab med et salg på 2,8 milliarder kroner. Det var et fald på 14 procent over det seneste år. Samtidig var overskuddet faldet med hele 77 procent til 19 millioner kroner.

Tilbage i juli 2018 varslede topchef Henrik Clausen ellers, at Bang & Olufsen i de kommende tre regnskabsår ville hæve omsætningen med ti procent om året og levere overskud. Men siden fulgte tre nedjusteringer, og det landede altså med det katastrofale regnskab for få uger siden.