Kasper Elbjørn rykker til Danfoss i stillingen som Vice President med titel af kommunikationschef fra 1. april.
Det oplyser Martin Rossen, som er global kommunikationsdirektør og tidligere stabschef samt særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen (S) i en pressemeddelelse. Martin Rossen selv skiftede til Danfoss på Als sidste år.
»Kasper Elbjørn vil rapportere til mig,« oplyser Rossen i pressemeddelelsen.
Kasper Elbjørn har de seneste fem år været chef for ekstern kommunikation i Carlsberg. Nu skal han lede Danfoss' interne og eksterne kommunikation.
»De sidste fem år i Carlsberg har været virkelig berigende og en stor oplevelse, både personligt og professionelt. Nu er det tid for mig til at komme videre og tage en ny udfordring. Danfoss er en verdensledende teknologipartner til kunder i mange brancher overalt i verden, og bæredygtighed er en vigtig del af virksomhedens dna. Jeg er begejstret for at blive en del af en virksomhed, der har et så stort potentiale til at gøre en reel forskel for klimaet og den måde, vi bruger energi på,» siger Kasper Elbjørn i pressemeddelelsen.
Den nuværende pressechef Mikkel Thrane vil fortsætte i sin nuværende rolle og skal rapportere til Elbjørn og Rossen.
»Jeg kender Kasper som en holdspiller med et meget højt integritetsniveau, intellektuel nysgerrighed og et smittende humør. Med sin internationale erfaring og sine globale kommunikationsevner er jeg sikker på, at han kan hjælpe os med at styrke Danfoss’ omdømme som en innovativ teknologileder globalt. Jeg er meget begejstret for, at han nu bliver en del af mit hold,« skriver Martin Rossen.
Danfoss er herhjemme bedst kendt for at producere de termostater, der regulerer varmen fra radiatorer, men selskabets største forretningsområder er komponenter til blandt andet fjernvarme, aircondition, og centrale dele til elektriske biler og maskiner.
Danfoss har specialiseret sig i at udvikle innovative komponenter, som hjælper kunderne med at spare på energien og begrænser CO2-udledningen.




