Carlsberg-topchef stopper i løbet af 2023

Carlsberg skal have ny topchef, når hollænderen Cees 't Hart stopper med udgangen af tredje kvartal.

Carlsbergs topchef, Cees 't Hart, trækker sig tilbage og forlader direktørstolen i Carlsberg med udgangen af tredje kvartal, oplyser Carlsberg. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix Ida Guldbæk Arentsen

Carlsbergs topchef, Cees ’t Hart, har besluttet at trække sig tilbage ved udgangen af tredje kvartal. Den danske bryggerikoncern har endnu ikke udpeget en afløser, skriver Carlsberg i en meddelelse til fondsbørsen.

Hollænderen har været otte år i Carlsberg – en periode som vil blive husket for forbedrede resultater, men også for store udfordringer på det russiske marked, hvor Carlsberg i foråret 2022 valgte at trække sig ud.

Carlsberg skriver, at virksomheden er i gang med at finde en afløser, og at der senere vil blive meldt ud om det.

I det sidste år som topchef lykkedes det Cees ’t Hart at trække Carlsberg over en omsætning på 70 milliarder kroner for første gang.

Med hans første store strategi, der blev lanceret i 2016 og løb frem til 2022, lykkedes det at styrke Carlsbergs mange brand internationalt.

»Cees ‘t Hart har leveret bemærkelsesværdige resultater igennem sin tid hos Carlsberg. Cees har været en katalysator for præstation, opnåelse af glimrende resultater, og er en ægte leder, som har sikret en succesfuld strategisk transformation af Carlsberg. Under hans lederskab har Carlsberg navigeret gennem betydelige udfordringer, inklusive under de svære år med covid-19, krigen i Ukraine og den igangværende salg af den russiske forretning,« skriver Carlsbergs bestyrelsesformand, Henrik Poulsen, i meddelelsen til fondsbørsen.

Cees t’ Hart kom i 2015 til Carlsberg fra den hollandske mejerikoncern FrieslandCampina.

»Det har været et privilegium at have været leder for Carlsberg i de sidste otte år. Jeg er utrolig stolt af organisationen og de resultater, som vores hold har leveret,« siger Cees t’ Hart i meddelelsen.

Han kom særligt i vælten under den dramatiske tid, efter at Rusland havde angrebet Ukraine 24. februar 2022.

Interessen var særlig stor indtil 28. marts, hvor Carlsberg besluttede at forlade Rusland og sælge sine milliardstore russiske forretning.

Det var en svær beslutning, fordi det russiske marked har været et af de helt centrale forretningsområder for Carlsberg, siden bryggeriet i 2008 købte den britiske konkurrent Scottish & Newcastle og blev Ruslands største bryggeri.

»Jeg bliver et halvt år mere, og det vil gøre det muligt for mig og holdet at fortsætte med levere på vores udfordrede planer for 2023 og afslutte salget af den russiske forretning før sommeren. Herefter vil jeg fokusere på nogle interessante poster uden for direktioner,« hedder det fra Cees t’ Hart.

Carlsberg meldte oprindeligt ud, at det »højest vil tage 12 måneder« at forlade Rusland. Men i begyndelsen af februar fortalte Cees ’t Hart, at det ikke var muligt, og at den russiske forretning første vil blive solgt inden udgangen af 2023.

Det førte til ny kritik af Carlsberg. Flere iagttagere og den ukrainske ambassadør i Danmark kritiserede de nye udmeldinger fra Carlsberg. Det anerkendte amerikanske universitet Yale valgte samtidig at rykke Carlsberg fra den bedste A-kategori til kategori D, der er det næstlaveste niveau, på universitets meget omtalte liste, der rangerer virksomheder, som har eller har haft aktiviteter i Rusland.

Men den omfattende forandring af Carlsberg siden 2015 har været god for aktionærerne. Aktiekursen er steget fra kurs 600 i 2015 til i dag omkring kurs 1.000. Samtidig er der gennem udbytter og aktietilbagekøb betalt 7,8 milliarder kroner tilbage til aktionærerne.