Carlsberg tjener milliarder i kinesisk region under stigende internationalt pres: »Man løber en risiko«

Den amerikanske regering har skærpet tonen over for virksomheder i den kinesiske Xinjiang-provins efter oplysninger om tvangsarbejde. Samtidig er EU på vej med større krav til virksomhederne. Danske Carlsberg, der med flere bryggerier er førende i regionen, oplyser, at virksomheden lever op til høje etiske standarder.

For Carlsbergs topchef, Cees 't Hart, er Kina blevet et mere og mere betydningsfuldt marked, hvor omsætningen i 2020 lå på 9,9 milliarder kroner ud af et samlet tal på 58,5 milliarder kroner. Arkivfoto: Gao Ke/Ritzau Scanpix Gao Ke

Carlsbergs milliardaktiviteter i den berygtede Xinjiang-region i det vestlige Kina kan komme under massivt pres fra flere sider.

Det skyldes, at amerikanske myndigheder har skærpet tonen markant over for virksomheder, som opererer i området, hvor der blandt andet har været beskyldninger om brug af tvangsarbejde. Biden-regeringen understregede tirsdag i den forgangne uge, at virksomheder, som ikke »stopper deres forsyningskæder, samarbejder og/eller investeringer i Xinjiang, løber en høj risiko for at overtræde amerikansk lovgivning«.