Ledere reagerede med handlekraft under krisen. Nu skal vi lære af erfaringerne

Der er tydelige fællestræk i den måde, topledere reagerede på under coronakrisen. Det både kan og skal vi bruge fremadrettet, siger fremtidsforsker og psykolog Thomas Geuken på baggrund af ny undersøgelse.

Thomas Geuken er uddannet psykolog og arbejder i dag som forsker ved Institut for Fremtidsforskning i København. Michael Lind Hansen

Selvom sommerdykket i smitteudviklingen har skabt en grad af normalisering i mange danske virksomheder, er realiteten fortsat, at vi lever i skyggen af en pandemi, og at vi handler derefter.

Det gælder ikke mindst de øverste ledelseslag i virksomhederne, som har skullet styre deres organisation gennem de utallige udfordringer, som krisen har skabt. Nu, halvandet år efter at coronavirussen blev en del af vores virkelighed, er mønstre begyndt at fremstå mere tydeligt. Ét centralt mønster er, at topchefer i krisetiden har detaljeledet i langt højere grad end normalt.