Byggeboss om væltet stillads og Porsche: »De er nogle svin«

Mandag formiddag brød hundredvis af demonstrerende stilladsarbejdere ind på en byggeplads, hvor de mente, at arbejderne arbejdede ulovligt og usikkert. Berlingske har talt med manden bag byggepladsen, som afviser alt.

»Vi har ikke sat ulovlige stilladser op, vi står i Dansk Byggeri, og vi betaler vores folk, som vi skal.«

Det siger Donatos Aleksandravicius, som er direktør for DS Byggeri ApS, der står bag den omstridte byggeplads på Nørrebro i København, hvor konflikten i dag spidsede yderligere til.