God eftermiddag og velkommen til den sidste Business-update inden jul.

Vi håber ikke, at Pia har blæst dig helt omkuld, men at du i stedet er kommet sikkert hjem til jul eller snart kan lukke computeren ned og nyde julefreden. 

For at sende dig velorienteret på juleweekend har vi som sædvanligt været nyhedsmøllen rundt og samlet nyheder fra erhvervslivet sammen fra andre de medier. 

Vi skal blandt andet forbi Donald Trumps tidligere advokat og en tidligere forsvarsminister, der sælger juletræer. Men vi starter i New York. 

#1 – Dansk virksomhed går på børsen i New York

Det danske vindrederi Cadeler kan torsdag fejre at være blevet børsnoteret i USA, skriver Børsen.

Efter at have overtaget konkurrenten Eneti, bliver Cadeler den største installatør af havvind i verden, lyder det.

Cadeler har været børsnoteret i Oslo siden 2020 og har hovedkontor i København.

#2 – Tidligere forsvarsminister sælger juletræer for millioner

Bernt Johan Collet, der var forsvarsminister under Poul Schlüters regering i 1980erne, står nu i spidsen for en af Danmarks største produktioner af juletræer.

Det skriver Børsen.

Han producerer omkring en million træer om året og forventer en årlig omsætning på 140 millioner kroner de kommende år. 

»Lige nu vender det. Lige i disse måneder. Vi ved, hvor mange træer, der står derude – over hele Europa. Vi kender markedet, og vi ved, hvordan priserne vil udvikle sig,« siger Bernt Johan Collet, der ejer godset Lundbygaard og har titel af hofjægermester og kammerherre.

#3 – Straffesag mod Sanjay Shah udskydes

Straffesagen, der skal køre mod den hovedmistænkte Sanjay Shah i den enorme udbyttesag, bliver nu udskudt igen. Det skriver Finans.

Sagen drejer sig om svindel med udbytteskat for 12,7 milliarder kroner, og den skal nu i stedet køre to måneder senere end planlagt. Planen er nu, at sagen skal begynde 29. februar 2024 i stedet for 8. januar.

Det oplyser Retten i Glostrup ifølge Finans på sin hjemmeside.

Årsagen er, at Sanjay Shahs forsvarsadvokater har bedt om mere tid til at forberede sagen.

Der er foreløbigt afsat 24 retsdage til sagen, og indtil videre er seneste retsdag 27. september næste år.

#4 – Trumps tidligere advokat søger om konkursbeskyttelse

Rudy Giuliani har torsdag søgt om konkursbeskyttelse i New York i USA, skriver CNBC ifølge Finans. Han er kendt som tidligere præsident Donald Trumps tidligere advokat. 

Der er tale om en såkaldt chapter 11-proces, og beskyttelsen er søgt, i forbindelse med at en domstol i Washington for nogle dage siden afgjorde, at Giuliani skal betale 148 millioner dollar i erstatning til to valgansatte i Georgia for bagvaskelse.

Anmodningen om konkursbeskyttelse er kommet, dagen efter at han blev dømt til at påbegynde at betale erstatningen til medarbejderne. 

Tre uundværlige fra Berlingske Business

A: Video fra havnen i Esbjerg er tydeligt bevis: Teslas konflikt i Norden spreder sig

Det, der begyndte som en mindre konflikt mellem Tesla og 130 svenske mekanikere om en overenskomst, kan risikere at få større betydning for Tesla globalt. Konflikten er nu også rykket til Esbjerg.

Læs hele artiklen her.

B: Tyrkiet har nu verdens næsthøjeste rente: Det er et varsel om et stormfuldt 2024

Endnu et møde i Tyrkiets centralbank og endnu en renteforhøjelse. Selv en rente på 42,5 procent er dog ikke nok til at hamle op med en inflation, der igen er stigende. Næste år bliver prøvelsernes år – for Tyrkiet og mange andre vækstøkonomier.

Læs historien her.

C: Med ny teknologi kan du optage hvert sekund af dit liv og tale med din døde bedstemor: »Hverdagen er teknologisk forandret for altid«

Det strømmer ud på markedet med nye gadgets, som er styret af kunstig intelligens, og man kan i dag købe sig til meget. Det kommer til at revolutionere hverdagen, som vi kender den, men vi har kun set begyndelsen, mener fremtidsforsker.

Læs artiklen her.

Det var alt for dagens update.

Berlingske Business ønsker dig en glædelig jul!