Det var ikke en overraskelse, da Tyrkiets centralbank torsdag satte renten op. Denne gang »kun« med 2,5 procent til 42,5 procent. Tyrkiet har de seneste måneder haft den lidet eftertragtede placering som indehaver af verdens næsthøjeste officielle renter. Kun overgået af Argentina – men dog med et stykke op til deres 133 procent.
Så sent som i juni var Tyrkiets rente på 8,5 procent, og på møde efter møde med renteforhøjelser cementerer centralbanken således den nye retning i den økonomiske politik. Renteforhøjelserne for at dæmpe inflationen går stik mod præsident Recep Tayyip Erdogans personlige overbevisning. Det var drivende for Tyrkiets økonomiske politik i en årrække forud for forårets præsidentvalg.