Kære læser, velkommen til onsdagens Business-update fra Berlingske.

Vi skal blandt andet forbi en stor sparerunde hos TV 2 og videre til en diskussion om statens magt over havvindmølleparker og til de skæve ejendomsvurderinger.

Men først vil jeg opfordre dig til at prøve en af vores quizzer her på Berlingske:

God læselyst!

#1 - Styrelse erkender pilskæve vurderinger

Vi begynder med ejendomsvurderingerne, hvor både DR og Politiken har nyt.

Der er problemer med nøjagtigheden i de nye, foreløbige ejendomsvurderinger. Og der er faktisk flere fejl, end skattevæsenet selv havde regnet med.

Det erkender direktøren for Vurderingsstyrelsen, der har gennemgået 3.000 skæve vurderinger:

»Jeg anerkender selvfølgelig, at der er en del af de foreløbige vurderinger, som er meget skæve. Det skal vi have rettet op på,« siger Poul Taankvist til DR.

Politiken skriver, at Vurderingsstyrelsen nu vil udarbejde nye kriterier for, hvornår den af egen drift vil ændre skæve foreløbige ejendomsvurderinger.

#2 - Kæmpe fyringsrunde hos TV 2

Og nu til historien bag overskriften.

På grund af faldende reklameomsætning skal tv-stationen TV 2 nu spare. Mellem 60 og 65 personer på TV 2 fratræder i forbindelse med en spareplan.

»Besparelserne er desværre nødvendige for at sikre balancen i vores økonomi, men det er altid vanskeligt at skulle sige farvel til dygtige medarbejdere, der har ydet en stor indsats. TV 2 har stadig en høj relevans for danskerne, og det er et godt udgangspunkt for, at vi fortsat skal levere på vores strategi og skabe værdi for vores brugere,« udtaler Anne Engdal Stig Christensen til branchesitet Mediawatch.

Der er omkring 1.550 ansatte i TV 2. 

En af de fyrede er den kendte TV 2-vært Rasmus Staghøj, der blandt andet har været vært på »AftenTour« og kommenteret mange cykelløb for TV 2. Læs mere hos BT.

#3 - Staten lægger op til usædvanlig magt over havvind

Staten lægger op til at tiltage sig usædvanlig store rettigheder over fremtidige danske havvindmølleparker, skriver Børsen. 

Baggrunden er, at et politisk flertal i foråret besluttede, at fremtidige havvindmølleparker ikke skal drives af private alene. Staten skal være medejer, nærmere bestemt med en ejerandel på 20 procent.

Men de krav, staten ser ud til at ville give sig selv, ligger langt ud over, hvad en minoritetsejer med 20 procent normalt ville kunne få, vurderer flere kilder med indgående kendskab til området over for Børsen.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Du har måske allerede set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi mener, at du bør læse:

1. Her eksploderer boligmarkedet lige nu

Boligkøbere har tilsyneladende stor lyst til at sikre sig en skatterabat, inden de nye skatter træder i kraft. Det fortsætter med at presse priserne op på især ét bestemt marked.

Læs historien af privatøkonomisk journalist Povl Dengsøe lige her.

2. Tillykke med jobbet som bankboss – men fortidens spøgelser forsvinder ikke ved at tie dem ihjel

Lars Mørch gør et bemærkelsesværdigt comeback i den danske finanssektor med udnævnelsen til topchef i Jyske Bank. Det bliver han formentlig god til. Men han skylder at forholde sig til hvidvasksagen i Danske Bank.

Læs min kommentar her.

3. Vægtvogterne i USA springer på Wegovy-bølgen – dropper berømt pointsystem

Novo Nordisks vægttabsmedicin Wegovy går sin sejrsgang i USA og trækker et spor af historiske forandringer bag sig. Tirsdag faldt endnu en bastion i vægttabsbranchen, da vægtvogterne i WW International, Inc. foretog et historisk strategiskifte, som sendte aktiekursen på himmelflugt.

Læs historien af journalist Vibeke Svansø lige her.

PS: 

Har du set vores nye privatøkonomiske nyhedsbrev »Dine penge«, hvor vi hver mandag stiller ekstra skarpt på ugens privatøkonomiske emner?

Læs mere og tilmeld dig her.

Venlig hilsen

Simon Bendtsen, redaktør på Berlingske Business