Klokken 21.21 søndag aften gik Løkke til tasterne – og ramte helt skævt

Nye og hidtil ubeskrevne oplysninger om Arlas rolle op til koranloven er afgørende for forståelsen af sagen. Hvis vi underminerer vores frihedsrettigheder af hensyn til fetaeksporten, så skal offentligheden som minimum have det at vide.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mener, at nye oplysninger om Arlas ageren op til omstridt koranlov er »konspiratorisk«. Søren Bidstrup

Både udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), resten af SVM-regeringen og Dansk Industri (DI) har hidtil slået syv kors for sig og kategorisk afvist, at regeringens omstridte forslag om at forbyde koranafbrændinger har noget med danske virksomheder og eksport at gøre.

Nej, nej og nej, har det igen og igen lydt. Det handler alene om et moralsk spørgsmål om ikke at afbrænde andre folks hellige bøger, om at respektere andre, om danskernes sikkerhed, om synet på Danmark ude i verden, om hensynet til det globale syd, om krigen i Ukraine og Danmarks diplomatiske anseelse og så videre og så videre.