God eftermiddag og velkommen til torsdagens Business-update her på Berlingske, hvor vi har været nyhedsbilledet rundt for at give dig et hurtigt overblik over og opdatering på de vigtigste historier i erhvervslivet.

Vi skal omkring en af Danmarks rigeste kvinder, som aldrig har givet et interview før, og et af verdens mest luksuriøse varehuse, hvor medarbejderne lader til at have fået nok. Men vi starter med nogle danskere, som vil give dig en helt ny dimension, når du ser sport.

Danskfødt spilgigant vil revolutionere fodbold på tv

Spilvirksomheden Unity Technologies, der begyndte i en lille lejlighed på Nørrebro for 20 år siden, men i dag er rykket til USA, har over 5.000 ansatte og er ledende på sit felt, går ind i sport med en helt ny og opsigtsvækkende satsning. Det skriver Finans.

Ideen er at udvikle og forfine en teknologi, som kan omdanne livesport til en digital 3D-version i realtid.

Hvis du eksempelvis har spillet fodboldspil som FIFA, kender du til, at »kameraet« kan bevæge sig frit rundt på banen og vise spillet og spillerne fra enhver vinkel. Ret sejt, men utænkeligt, når man i det virkelige liv ser Champions League. Eller hvad?

For netop det vil Unity Technologies nu udvikle til det virkelige liv. Et væld af kameraer skal optage tingene fra alle vinkler og selv lade dig bestemme hvilken vinkel, du vil se kampene fra.

Interesseret i at læse mere? Så sker der ovre hos kollegerne på Finans lige her.

Hun har aldrig snakket med en journalist før – nu fortæller en af landets rigeste sin historie

Som erhvervsjournalist er der rigtig mange mennesker, man gerne vil snakke med. Heldigvis vil en stor del gerne snakke – og så er der nogle, som høfligt takker nej. Hver gang.

Medstifter af smykkekoncernen Pandora Winnie Liljeborg – som efter først et salg til kapitalfonden Axcel og senere børsnoteringen af Pandora er blevet en af landets rigeste med en anslået formue på fem til seks milliarder kroner – har hidtil befundet sig i sidstnævnte kategori.

Men nu er det lykkes Børsen at få hende i tale i en længere fortælling over to kapitler. Det første går under titlen »Jeg er bare Winnie«.

Hun havde sin sidste dag i Pandora fredag den 30. marts 2012 – og hun husker den knap ti år senere stadig helt ned i detaljerne.

»Ja, for pokker da. Det var jo en dag, jeg havde brugt to år på at forberede mig på. Jeg vidste, at den dag skulle jeg videre med mit liv. Det var mit endegyldige farvel til Pandora. Jeg husker det som en dejlig dag, hvor jeg gik glad ud ad døren. Jeg smilte og var stolt over det, jeg havde nået i mit liv med Pandora, men jeg var også glad for at stoppe,« siger Winnie Liljeborg til Børsen.

Læs hele det lange – og særdeles læsværdige – første kapitel her.

Verdenskendt stormagasin står i skidt til halsen

Det britiske stormagasin Harrods, der har været en slags synonym med luksus og ekstravagance, siden det blev grundlagt for mere end 170 år siden i 1849, er hårdt ramt af coronakrisen og tabte sidste år 68 millioner pund – svarende til knap 600 millioner kroner.

Og nu truer en strejke blandt medarbejderne på det værst tænkelige tidspunkt for ejerne. Nemlig i julen. Det skriver britiske The Guardian.

Strejken er på trapperne efter et år, hvor Harrods har reduceret antallet af medarbejdere, men også betalt dividende til sine ejere – Qatars investeringsfond ved navn Qatar Holding. Kort før coronakrisen brød ud hev ejerne således 125 millioner pund (1,1 milliarder kroner) ud af selskabet.

Foreningen United Voices of the World, som repræsenterer tjenere og kokke ansat af Harrods, fortæller, at man er ved at stemme om en strejke i juleugen, der kommer, efter at man har forsøgt at få hævet mindstelønnen til 12 pund i timen (105 kroner), fra de nuværende lige over ni pund (79 kroner) i timen.

Urolighederne er delvist foranlediget af, at personalet oplever en større arbejdsbyrde efter nedskæringerne.

»Vores medlemmer arbejder i det mest berømte luksusvarehus i verden. Alligevel får de udbetalt en fattigdomsløn, mens de genererer millioner af pund i overskud til deres chefer. Vores medlemmer er ikke villige til at tolerere det længere,« siger generalsekretær i United Voices of the World, Petros Elia, til The Guardian.

Her er seks skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

Frygten for et blodbad af tvangsopløsninger lurede – nu viser nye tal en opsigtsvækkende slutspurt

Det er ikke en gang en måned siden, at mere end 10.000 iværksætterselskaber stod til tvangsopløsning. Men en intens slutspurt får nu Erhvervsstyrelsen til at komme med en opsigtsvækkende melding: Der bliver kun tvangsopløst omkring 1.800 flere virksomheder end normalt.

Læs hele artiklen af Sebastian Persson her.

Ny svimlende prisrekord for sommerhus: 44 millioner kroner for 76 kvadratmeter

Det kan godt være, du synes, det er blevet noget dyrt at købe ny bolig. Men forestil dig så en kvadratmeterpris på 579.934 kroner – for et sommerhus. På kun få måneder er prisrekorden for sommerhuse slået flere gange. Dermed fortsætter prisfesten i den absolut dyreste ende af sommerhusmarkedet, hvor man i øvrigt ikke behøver at skele til den stigende rente.

Læs hele artiklen af Povl Dengsøe her.

Mærsk stiller krav til ansatte i Danmark: »Vil du ind på kontoret, skal du være vaccineret«

Som den første større virksomhed i Danmark vil A.P. Møller – Mærsk nu kræve af sine ansatte, at de møder vaccinerede op på kontoret. Hvis de ikke kan leve op til det, må de blive hjemme, siger topchef Søren Skou.

Læs hele historien af Lasse Friis og Nicolaj Vorre her.

Djøf er ikke i tvivl: Kravet om vaccination hos Mærsk er ulovligt

Der er ikke hjemmel i hverken gældende lovgivning eller overenskomster, der gør, at man kan kræve, at kontorpersonale er vaccineret. Sådan lyder det fra fagforeningen Djøf. DM, der er et andet af de store fagforbund for højtuddannede, bakker op.

Læs hele artiklen af Frederik M. Juel her.

Den pæne vanvidsbilist fra Amager må selv til lommerne, men hvor dyre biler må politiet konfiskere?

Højesteret skal tage stilling til en strid om konfiskation af en leaset Volvo, som en sulten bankmand kørte vanvidskørsel i, da han skulle hente takeaway. Forhåbentlig havner regningen hos rette vedkommende.

Læs hele kommentaren af Birgitte Erhardtsen her.

Europæisk centralbank hæver mod forventning ikke renten

Den britiske centralbank, Bank of England, fastholder mod forventning renten og udsætter dermed et afgørende skridt væk fra den lempelige pengepolitik fra coronakrisen.

Læs hele artiklen af Kalle Kehlet her.