Business-overblik: Erhvervskunderne vælter ind hos Mobilepay

Her er de vigtigste ting, du skal vide, før du starter din dag. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver læse én artikel fra morgenstunden for at være helt opdateret.

130.000 erhvervskunder bruger nu Danske Banks succesrige mobilbetalingstjeneste MobilePay. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

God morgen.

I dagens nyhedsoverblik skal vi høre om en særdeles populær betalingsløsning, der nu også for alvor vinder indpas i detailsektoren. Vi skal også runde et stort advokatfirma med en meget attraktiv kunde, som kunne have fået en mindre regning, hvis deres samarbejdsaftale var skruet anderledes sammen. Endelig skal vi høre om et stort rederi, som kæmper med at få resten af branchen med på en fælles satsning.

1
Mobilepay har fået tag i erhvervskunderne

Betalingssystemet Mobilepay får hver dag 200 nye erhvervskunder, primært i detailsektoren, og Mobilepay har nu tæt på 130.000 butikker og webshops i kundekartoteket.

»Vi oplever en kæmpe tilstrømning af mindre erhvervsdrivende. Der er vækst og travlhed på alle linjer,« siger Mark Wraa-Hansen, der har stået i spidsen for Mobilepay siden 2014, til Finans.

Væksten understreges af, at landets 4,1 mio. Mobilepay-brugere sidste år brugte app'en til køb af varer og tjenester for 18,4 mia. kr. Det svarer til en vækst fra 2017 til 2018 på ca. 84 pct. for den Danske Bank-ejede betalingsløsning.

2
Kammeradvokaten spinder guld på statens konkurser

Det er en væsentlig mere lukrativ forretning for Kammeradvokaten at behandle konkurser for staten end at rådgive staten i alle andre sager. Det viser Berlingskes gennemgang af Amagerbankens rekorddyre konkursbo.

Kammeradvokaten har indtil nu hævet 96 mio. kr. i salær som kurator i konkursboet efter Amagerbanken, hvor statens oprydningsselskab Finansiel Stabilitet som største kreditor betaler regningerne.

Konkursboer er ikke omfattet af Kammeradvokataftalen mellem staten og Kammeradvokaten, men hvis de havde været det, havde Kammeradvokaten kun kunnet sende en regning på 68 mio. kr. til det statslige oprydningsselsskab.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

3
Mærsk-boss giver sig selv deadline for blockchain-satsning

A.P. Møller-Mærsk står fortsat næsten alene med sin store satsning, blockchain-platformen Tradelens, som koncernen ejer sammen med IBM.

Det er afgørende for Mærsk at få flest mulige rederier til at tilslutte sig platformen. Hidtil er 11 konkurrenter gået med, men de største konkurrenter har endnu ikke meldt sig under fanerne.

Men 2019 skal være året, hvor Tradelens, der skal reducere mængden af papirarbejde i logistikkæden og nedbringe omkostningerne, slår igennem og får succes.

Det siger Mærsk' topchef Søren Skou i et interview med Børsen.

»Det er en platform, som kun er rigtigt interessant, når alle er med. Det mest kritiske er at få så mange rederier med som muligt. Nu har vi 11, men vi mangler fortsat nogle af de store. Hvis vi får en eller to af dem, kommer resten,« siger Søren Skou.

Det sker i dag

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, har fokus på disse tre punkter i dag.

  • Dagens største begivenhed er ECB-mødet og den efterfølgende pressekonference. OECD nedjusterede i starten af denne uge vækstforventningerne for Europa, og mon ikke Draghi & Co. er nødt til at gøre endda en hel del ved de seneste forventninger til fremgangen i økonomien, som senest af ECB blev spået til at blive på 1,7 % i både 2019 og 2020.
  • Royal Unibrew aflagde et meget solidt regnskab for 2018 efter lukketid i går. Forventningerne til 2019 ser opløftende ud, og Royal Unibrew vil sende 950 mio. tilbage til investorerne, svarende til tæt på hele overskuddet. Det bør give plads til en brusende kursstart.
  • Efter en mindre nedtur i USA i går fortsætter de vigende aktiekurser i Asien. I Europa vil den udvikling smitte negativt af og give en kursfald fra start i størrelsesorden 0,25-0,50 %. Investorerne venter i høj grad på Draghis udmeldinger.

Aktiemarkederne her til morgen

De asiatiske aktiemarkeder ligger underdrejet og venter på nyt om handelsforhandlingerne mellem Kina og USA.

  • Japan Nikkei 225 -0,8 pct.
  • Hongkongs Hang Seng -0,5 pct.
  • China Shanghai Composite 0,0
  • China CSI 300 -0,9 pct.
  • Taiwan Taiex -0,5 pct.
  • Sydkoreas Kospi -0,4 pct.
  • Indiens BSE Sensex +0,2 pct.
  • Singapores STI +0,3 pct.
  • Sydney ASX 200 +0,3 pct.

Indeksværdi klokken 05.25.