God morgen og velkommen til et hurtigt overblik over nyheder fra ind- og udland.
Bankdirektør: Nu må 1.000-kronesedlen afskaffes
Den danske 1.000-kroneseddel bør afskaffes hurtigst muligt. Det vil rydde op i skattesnyd og hvidvask. Sådan siger Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank, til Børsen. Banken har fjernet sedlen fra sine kasser og fra alle bankens hæveautomater.
»Hvis man antager, at 1.000-kronesedlen skal erstattes med en anden 1.000-kroneseddel om tre måneder, tror jeg, at mange mistænkelige penge ville komme frem i dagens lys eller blive ugyldige. Jeg kan bare se på de reaktioner, vi har fået på, at vi ikke længere vil udlevere 1.000-kronesedler. Det er indimellem store beløb, der kommer frem,« siger han til avisen.
Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) er dog imod at afskaffe sedlen, selv om Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti støtter brancheorganisationen Finans Danmarks forslag fra oktober.
»Jeg ser umiddelbart ikke et behov for et forbud mod 1.000-kronesedler, da jeg ikke er bekendt med, at 1.000-kronesedler i et større omfang anvendes af kriminelle i forbindelse med pengesmugling, hvidvask og terrorfinansiering,« svarede han i oktober på et spørgsmål fra Enhedslisten, efter at 500-eurosedlen med samme begrundelse var blevet forbudt.
Zalando klar med nyt træk i onlinekampen
Derfor har webbutikken siden i sommer hentet stockholmske kunders returvarer ved døren inden for en time for at gøre det lettere for kunderne at returnere de mange pakker. Det kan snart blive en service, som også københavnere kan få glæde af.
»Vi kan se, at kunderne er glade for det og køber for mere, så det er også noget, som er interessant for Danmark, og som vi kigger på, om vi kan introducere i København,« siger Kenneth Melchior, Zalandos nordiske direktør, til Berlingske.
Returvareafhentningen er gratis for de stokholmske kunder mellem klokken syv og 21, og selv om det er en dyr investering, mener direktøren, at det er pengene værd.
»Returvarer er en del af vores forretningsmodel, og det her er en investering i kunden. Hvis den betyder, at folk er tilbøjelige til at handle mere eller tage større chancer, er det jo positivt for os,« siger han.
Zalando er til stede på 17 markeder, har 25 millioner kunder og omsatte i 2017 for 33,5 milliarder kroner.
Detailekspert Dorte Wimmer fra Retail Institute Scandinavia er overbevist om, at kunderne vil tage godt imod den kommende service, og at det vil intensivere konkurrencen i onlinehandlen.
Obligationskonge: Pas på med at sætte renten op
»Jeg synes ikke, at de skal hæve renten i denne uge.«
Så utvetydigt lyder budskabet fra investeringschefen i Doubleline Capital, Jeffrey Gundlach, til TV-stationen CNBC forud for en længe ventet afklaring fra USAs centralbank, Federal Reserve (Fed), som onsdag skal beslutte, om renten skal sættes op. Gundlach er ansvarlig for investeringer af 120 milliarder dollar i realkredit-, erhvervs- og statsobligationer i USA.
»Problemet er, at Fed ikke skulle have ladet renterne blive så langt nede i så lang tid. Problemet er, at vi ikke skulle have haft negative renter, som man stadig har i Europa. Problemet er, at man ikke skulle have haft kvantitative lettelser,« sagde Jeffrey Gundlach i TV-interviewet.
Også præsident Donald Trump har talt imod, at Federal Reserve hæver renten på onsdagens rentemøde.
Centralbanken hævede senest i september den toneangivende rente »fed funds rate« med 25 basispoints til intervallet 2,00-2,25 procent og lod samtidig forstå, at den vil fortsætte med »gradvise forhøjelser«.
Lange betalingsfrister presser små og mellemstore virksomheder
Når små og mellemstore virksomheder udfører arbejde for store virksomheder, kan de små og mellemstore komme i klemme. Det skyldes lange betalingsfrister, der medfører, at de mindre virksomheder må kigge langt efter pengene på kontoen.
Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kræver nu at blive indkaldt til forhandlinger om de lange betalingsfrister, skriver Politiken.
»Vi vil gerne opfordre de relevante ministre til at indkalde partierne til en forhandling. Vi er overbevist om, at den udlægning, vi ser med længere betalingsfrister, hvor de små og mellemstore virksomheder har svært ved at sige stop, er noget, vi som lovgivere er nødt til at skride ind over for,« siger erhvervsordfører for Socialdemokratiet, Thomas Jensen, til Politiken.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har renteloven i sit anvarsområde. Renteloven bestemmer, at der som udgangpunkt er en betalingsfrist på højst 30 dage mellem private virksomheder. Men hvis det er »rimeligt«, kan der aftales andet.
De små og mellemstore virksomheder indgår som udgangspunkt selv aftalen om en længere frist med den store virksomhed. Men ifølge Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører for Dansk Folkeparti, kan man diskutere, hvor frivilligt det er, hvis de risikerer at miste ordren.
Søren Pape Poulsen oplyser i en skriftlig kommentar, at han vil drøfte problemstillingen med erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).
Det sker på markederne
De asiatiske aktiemarkeder følger efter Wall Street i den globale aktienedtur torsdag morgen, mens markedsdeltagerne gør klar til endnu en renteforhøjelse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Udviklingen (i procent):
Nikkei 225 i Japan: -1,7 pct.
Hongkongs Hang Seng: -0,9 pct.
China Shanghai Composite: -1,1 pct.
Singapores STI: -1,8 pct.
Det bør investorerne holde øje med tirsdag
Her er, hvad seniorstrateg i Nordea Andreas Østerheden vurderer, at investorerne bør holde øje med i dag:
Investorstemningen var fortsat negativ i går og primært tynget af fortsat skuffende nøgletal – nu også i højere grad fra USA. Det er bekymringer om det globale vækstbillede, der fortsat tynger investorernes appetit på aktier. Men der ser dog ud til at være tale om en overreaktion på nøgletallene, som for mange regioners vedkommende stadig er på godkendte niveauer. Selv om det er svært at holde øje med, er der nok mange investorer, der fortsat føler, at markedet er i stemningens vold i disse dage, og at negative nyheder bliver taget meget ilde op modsat gode nyheder.
Derfor bliver det også vigtigt at se mod vores nabo i syd, hvor det tyske IFO-indeks bliver offentliggjort. Det tyske erhvervstillidsindeks dækker over omkring 7.000 tyske selskabers opfattelse af både det nuværende forretningsklima, og hvordan de forventer, at de næste seks måneder bliver. En stabilisering i nøgletallene vil bredt set kunne give fornyet optimisme.
I USA er der også interessante tal at følge med i, nemlig antallet af nye byggetilladelser samt hussalget for november. Købet eller byggeriet af en ny bolig er en af de største investeringer for almindelige mennesker. Tallene siger derfor meget om, hvordan det gå i den amerikanske økonomi samt ikke mindst om amerikanernes tro på fremtiden på det amerikanske arbejdsmarked. Det amerikanske boligmarked har vist lidt svaghed i år trykket af højere renter og er derfor på mange investorers radar lige for tiden.