Godmorgen og velkommen til ugens sidste nyhedsoverblik fra Berlingske Business. I dag blandt andet med nyt om udbyttesagen, digitalisering hos Lars Larsen og de nye ejendomsvurderinger, som kommer til at ramme de københavnske boligejere hårdt.
Nykredit hjalp storbank i udbyttesag
Den amerikanske storbank Morgan Stanley ser ud til også at have været involveret i udbyttesagen, og det med direkte forbindelse til Danmark. I lighed med Nordea ville Morgan Stanley bruge en fond i Nykredit til handler med schweiziske aktier. Nykredit fremhæver selv, at formålet sandsynligvis var skattedrevet.
Det skriver Borsen.dk (kræver abonnement).
Sagen involverer den nuværende bestyrelsesformand for Finanstilsynet, professor ved Copenhagen Business School, David Lando, og kommer frem, netop som udbyttesagen kommer for et samråd i Folketinget torsdag d. 6. december.
De nye oplysninger stammer fra en aktindsigt, som Børsen har fået i dokumenter, der viser, at Morgan Stanley i 2009 ville - ligesom Nordea gjorde året før - handle med schweiziske aktier gennem fem fonde administreret af Nykredit.
I Nykredit frygter man, at de fem fonde skulle have været brugt til at spekulere i schweizisk udbytteskat. Handlerne skulle ifølge Nykredit have været på 375 mio. schweizerfranc eller knap 2 mia. kr. ved datidens kurs.
De fem fonde var registeret under Kapitalforeningen Investin Pro. I 2009 kontaktede Nykredit Erhvervsstyrelsen for at få trukket registrering af fondene tilbage.
Blandt underskriverne af papirerne var David Lando.
Før samrådet i næste uge har erhvervsminister Ramus Jarlov (K) bedt David Lando om at redegøre for hans rolle i bestyrelsen for Kapitalforeningen Investin Pro.
Stort pridsdyk i hovedstaden
Og så er der dårligt nyt for familier med ejerlejligheder i København. Tusindvis af lejligheder i hovedstaden står nemlig til et prisdyk på op til ti pct. Der er tale om effekten af de nye boligskatter, som kommer til at ramme ejerlejligheder i de største byer. Der står man nemlig til at få en kraftig stigning i grundskylden.
Det skriver Berlingske Business.
Det er Nordea Kredit, som har beregnet effekten på priserne på baggrund af de hidtil tilgængelige oplysninger om de nye skatter. Resultatet: De dyreste lejligheder i København, på Frederiksberg og i Aarhus kan falde med op til ti pct., når de højere skatter gør lejlighederne dyrere at eje.
»En kvik boligejer, der påtænker at sælge en stor ejerlejlighed på Frederiksberg for at flytte i hus i Vanløse, vil gøre det nu,« lyder det fra fagekspert i boligøkonomi Jørgen Rasmussen fra Bolius til Berlingske.
Jysk vil bruge millioner på digitalsering
Detailkoncernen Jysk har fuld fart i onlineslaget, og koncernen skruer nu endnu mere op for digitaliseringen med en investering over de næste år på 500 mio. kr. Det skal være med til at styrke koncernens fortsatte vækst.
Jysk har allerede en større onlinehandel, som hænger sammen med de 2.700 butikker i 50 lande. Her kan kunderne bestille varer digitalt og vælge at afhente dem i deres lokale Jysk butik. Men der skal mere til, mener Jysk.
Det er økonomi- og it-direktør Henrik Naundrup hos Jysk Nordic, der skal stå for at øge den digitale hastighed.
»Vi vil over en årrække investere 500 mio. kr. i vores digitaliseringprojekter. Bare over de seneste fire år har vi faktisk fordoblet vores it-omkostninger. I Jysk er det slet ikke et succeskriterium at bruge mange penge. Men vi kan se, at vores salgsudvikling har været rigtig god i samme periode, så vi er sikre på, at det kaster noget af sig. Den digitale transformation er kommet for at blive,« siger Henrik Naundrup.
Embedsmænd skal kunne føre sager for staten
Nu skal det ikke alene være Kammeradvokaten, der står for at føre sager for staten. Et lovforslag fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K), vil give statslige institutioner lov til at ansætte særlige embedsmænd på fuld tid til at føre statens civile retssager.
Det skriver Berlingske Business.
Danmarks nuværende aftale med Kammeradvokaten som statens advokat er unik set i globalt perspektiv. Skeler man til lande som Norge, Sverige, Nederlandene, England, Tyskland, USA, Frankrig osv., finder man netop et system, som det justitsministeren vil indføre.
Statens udgifter til sin husadvokat, Kammeradvokaten, er steget stødt siden 2007. Dengang lød statens regning på blot 71 mio. kr. ifølge Cepos. I 2017 var regningen steget til næsten en halv milliard kr.
Lovforslaget var for nyligt til 1. behandling i Folketinget, hvor partierne gav bred opbakning til forslaget.
Det sker på markederne
De fleste markederne i Asien stiger svagt op til weekendens møde i G20 i Argentina.
Nikkei 225 i Japan: 0,3 pct.
Hongkongs Hang Seng: 0,7 pct.
China Shanghai Composite: 0,2 pct.
Sydkoreas Kospi: -0,4 pct.
Det skal investorerne holde øje med
Investeringsøkonom fra Nordnet Per Hansen skriver tre ting, som investorerne skal holde øje med i dag:
Offentliggørelsen torsdag af referatet fra det seneste møde i oktober i den amerikanske centralbank, FED, indeholdt ikke de større overraskelser. Alligevel vil investorerne de kommende dage diskutere om FED chef Jerome Powell er blevet overfortolket og om den »neutrale rente« så betyder væsentlig færre renteforhøjelser fremadrettet end de 4, som aktuelt ligger i forventningerne de kommende 12 måneder.
Det er sidste mulighed for at justere porteføljerne inden Trump og XiJinping mødes som et ”møde i mødet” på weekendens G20 sammenkomst i Argentina. Der er en god mulighed for at der kan komme en konstruktiv dialog, men spørgsmålet er om det fjerner risikoen for en eskalerende handelskrig, og om investorerne vil købe ind på, at der er realisme bag ved eventuelle pæne hensigtserklæringer.
Oliepriserne er de seneste uger faret op og mest ned og er faldet mere end 30 % siden 1. oktober. Spørgsmålet er hvornår de faldende oliepriser og ikke mindst betydningen for den forventede inflationsudvikling og dermed pengepolitikken bliver et tema for investorerne.