Dagbladet B.T. går nu i offensiven med en storstilet satsning i landets fire største byer.
B.T. opretter fire nye lokalredaktioner i Aarhus, Aalborg, Odense og København, som har til formål at komme tættere på læserne.
»De store byer i Danmark fortjener kritisk og kærlig journalistik. Livet leves, der hvor man bor, og derfor skal B.T.s journalister være helt tæt på,« siger Michael Dyrby, ansvarshavende chefredaktør for B.T i en pressemeddelelse.
Satsningen lanceres 1. september, hvor B.T. i hver af byerne åbner en redaktion, som består af en storbyredaktør og syv journalister. De benytter i alt 32 journalister til satsningen, hvoraf 28 er nyansættelser.
B.T. kalder det selv »den største redaktionelle satsning i dansk presse de seneste mange år«.
Michael Dyrby ønsker ikke at oplyse den præcise sum, som avisen investerer, men han fortæller til Berlingske, at der er tale om et »stort tocifret millionbeløb«.
»Det er en meget stor satsning. Men også en satsning vi tror på kan give os endnu et løft. Både journalistisk og kommercielt,« siger Michael Dyrby til Berlingske.
Skal have 10.000 abonnenter på et år
De fire nye storbyredaktioner kommer til at have fokus på de traditionelle emner, som B.T. dækker. Det betyder, at læserne kan se frem til historier om kriminalitet, politik, erhvervsliv, underholdning, kendte personligheder og ikke mindst fodbold og sport.
Målet for det første år vil være, at vokse trafikmæssigt og benytte sig af en ny funktion, så brugeren kan målrette sitet efter sin hjemby.
Samtidig lancerer B.T. betaling, så læserne kan købe et digital abonnement til 49 kroner om måneden og lancerer også en ny weekendavis med tre sektioner hver lørdag til 149 kroner om måneden.
»Vi skal have folk til at tegne nogle abonnementer. Og der er nogle mål for hver enkelt by, men vi skal gerne op og nå 10.000,« fortæller Michael Dyrby.
Flere medier har gennem de seneste par år investeret i mindre redaktioner uden for hovedstaden. Jyllands-Posten har for eksempel ansat 20 nye journalister til at dække Viborg, Vejle, Horsens og Randers. Ligeledes har Jysk-Fynske Medier også investeret i lokaljournalistikken. Derfor har der også været debat om, hvorvidt en ny aviskrig er under opsejling.
Koncernchef i Berlingske Media, Anders Krab-Johansen, mener ikke, at B.T.s store investering lægger op til en aviskrig, da de nye redaktioner får et andet fokus.
»Det er ikke lokaljournalistik, vi er ude efter. Vi går benhårdt efter at udnytte den målgruppe som B.T. har i Aarhus, Odense, Ålborg eller København, hvor B.T. allerede er det største eller andenstørste nyhedssite. Det er den position, vi gerne vil udnytte endnu mere,« siger Anders Krab-Johansen.
For et år siden overtog B.T. rollen fra Ekstra Bladet som Danmarks største digitale medie. Den position skal bruges til at udvikle mediet yderligere:
»B.T. har etableret en stærk position i de seneste tre år, og derfor tør vi nu investere i endnu mere journalistik. Det er formentlig den største satsning i den danske medieverden i mange år,« siger Anders Krab-Johansen, koncernchef og udgiver i Berlingske Media, der udgiver B.T.