Bredbåndskomet åbner for mobilt internet som modpres til konstante prisstigninger

Fastspeed lejer sig ind på 3s mobilnet for at kunne tilbyde hurtige internetforbindelser over 5G-nettet til dem, der bor, hvor der ikke er ordentlige forbindelser, eller er trætte af de markante prisstigninger på fiber- og kabel-tv-net. Og det vil få effekt, mener teleanalytiker.

Mobilnettet kan med 5G-teknologien nu ofte levere lige så høje hastigheder som kablede internetforbindelser gennem et fiber- eller kabel-tv-stik i væggen. Routeren med det indsatte SIM-kort kan ydermere tages med i for eksempel sommerhuset. Thomas Breinstrup/Berlingske

Den danske bredbåndskomet Fastspeed tager nu også mobilt bredbånd med i sit arsenal for at nå ud til flest mulige danskere med hurtige internetforbindelser. Det vil samtidig være med til at stække de konstante prisstigninger på fiber- og kabel-tv-forbindelser, siger en teleanalytiker.

Fastspeed, som blev stiftet af en række tidligere YouSee- og TDC-folk for fire år siden og lige nu er Danmarks femtestørste internetudbyder, har hidtil udelukkende solgt internetforbindelser ved at leje sig ind på landets kabel-tv- og fibernet.