Boeing lider største underskud nogensinde: Ulykkesfly fører til 23 mia. kroner tab

Boeings populære 737 MAX-fly er stadig underlagt flyveforbud, og det har ledt til virksomhedens største underskud nogensinde. Det er stadig uklart, hvornår flyene kommer på vingerne igen, og hvor meget det ændrer indtjeningsprognoserne for hele 2019.

Et af Boeings groundede 737 MAX fly, der bliver opbevaret på virksomhedens medarbejderparkeringsplads. Stephen Brashear/Getty Images/AFP/Ritzau Scanpix

Med det bedstsælgende 737 MAX-fly fortsat ramt af flyveforbud har investorerne ventet i spænding på at se, hvor meget skandalen har kostet på Boeings bundlinje.

Nu er opgørelsen endelig kommet, og det er ikke munter læsning. Med et driftsunderskud på 3,4 mia. dollar, svarende til 22,8 mia. kroner, er det Boeings værste kvartal nogensinde og langt værre end forventet. Per aktie er underskuddet løbet op i 5,82 dollar, hvilket et væsentligt under Wall Streets prognoser på et overskud på 1,98 dollar og samtidigt en kæmpe forskel fra sidste års 3,33 dollar per aktie i samme kvartal.