Bilnørd skal puste liv i amerikansk kæmpe

Den nye topchef for Ford har ry for at have temperament og konkurrencebid, og det får han brug for: Jim Farley står foran en kæmpeopgave med at løfte bilgiganten ud af coronakrisen, der har udløst milliardtab, og ind i fremtiden. Han er tredje topchef på seks år i Ford, der står midt i en kæmpe strategiomlægning. Og så var hans bedstefar med til at producere den legendariske Ford T for over 100 år siden.

Fords nye topchef, Jim Farley, skal løfte den amerikanske bilgigant ind i fremtiden. Her er det dog fortiden, han læner sig op ad, en Ford Fiesta 2017.  Arkivfoto: Patrick Stollarz/AFP/Ritzau Scanpix

Det er ingen bly viol, der nu sætter sig i førersædet hos den amerikanske bilkoncern Ford. Den 58-årige Jim Farley, der til oktober overtager chefposten, har temperament og en meget direkte stil, og begge dele kan han få rigeligt brug for hos bilgiganten, der ramlede ind i coronakrisen på et temmelig skidt tidspunkt.

Ford har længe været klemt mellem gamle konkurrenter og nye, og den store strategiplan, der blev lagt under den afgående topchef, Jim Hackett, for at skubbe Ford ind i fremtiden, har givet ret blandede resultater.