Bankerne sælger mange flere investeringsforeningsbeviser med høje omkostninger end med lave. Faktisk mere end dobbelt så mange, viser en ny analyse fra Copenhagen Business School (CBS) og Aarhus Universitet.

Baggrunden for de højere omkostninger er blandt andet den formidlingsprovision, som investeringsforeningerne betaler til bankerne, og dermed har bankerne et alt for stort incitament til at sælge de dyre foreninger, mener de to professorer bag undersøgelsen, Ken L. Bechmann fra CBS og Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet. De langer ud efter bankernes rådgivning og sætter spørgsmålstegn ved, om den er god nok.

»Der mangler gennemsigtighed, klarhed og konkurrence på dette punkt. De stordriftsfordele, som der er ved de største foreninger, kommer slet ikke kunderne til gode. De dyreste foreninger er bestemt ikke altid de bedste. Mange af de aktivt forvaltede foreninger har så høje omkostninger, at de mere end æder den ekstra værdiskabelse, de eventuelt måtte have. De passive foreninger er ofte de billigste, men de bliver slet ikke markedsført,« siger Ken L. Bechmann.

Hans og Carsten Tanggaards analyse er fredag offentliggjort i fagtidsskriftet Finans/Invest, og heraf fremgår det, at de mest solgte investeringsforeninger har omkostninger, der er 40 pct. højere end dem, som ligger i midten.

I gennemsnit er der solgt investeringsbeviser for gennemsnitligt flere end to milliarder kroner i hver af disse foreninger. I de billigste foreninger målt på omkostninger er der derimod i gennemsnit kun solgt investeringsbeviser for omkring 700 millioner kroner.

Langt de fleste investeringsforeninger bliver solgt til privatkunder gennem banken, og Ken L. Bechmann mener, at opgørelsen bør rejse flere diskussioner: Dels af den såkaldte formidlingsprovision og dels af den rådgivning, kunderne får i banken.

Formidlingsprovisionen er den betaling, investeringsforeningen giver til banken for salget af investeringsforeningsbeviserne, og som betales hvert år uafhængigt af, hvor meget rådgivning kunden rent faktisk modtager.

England er et af de lande, som har forbudt formidlingsprovisioner i det hele taget, og ifølge Ken L. Bechmann er det et eksempel, som arbejdsgruppen burde lade sig inspirere af.

»Kunden skal være i centrum, men det er ikke det, jeg ser i forbindelse med den rådgivning, der knytter sig til investeringsforeningerne. Bankerne skal tjene penge på at levere rådgivning. Problemet er bare, at indtjeningen knytter sig til noget, der ikke altid er i opsparernes interesse,« siger Ken L. Bechmann.

Billigere end privat rådgivning

Ifølge Bechmann og Tanggaards analyse, betalte danske investorer flere end tre milliarder kroner i formidlingsprovision i 2013. De to professorer kritiserer også sammnensætningen af investeringsforeningernes omkostninger for at være for svære at gennemskue – ikke mindst for kunderne.

»Det drejer sig blandt andet om kurtage og andre omkostninger, når der bliver købt og solgt aktier og andre værdipapirer i de enkelte investeringsforeninger, eller når investeringsbeviserne handles,« siger Ken L. Bechmann.

Investeringsfondsbranchen er investeringsforeningernes talerør. Direktør i Investeringsfondsbranchen Jens Jørgen Holm Møller mener, at bankerne gør et stykke arbejde for investeringsforeningerne, og det er foreningerne nødt til at betale for.

Han fremhæver, at foreningen tidligere har fået lavet en Gallup-undersøgelse, og den viser, at 87 pct. af de adspurgte ønsker at bruge den information og rådgivning, de får i bankerne.

»Gallup-undersøgelsen viste, at tre ud af fire investorer, som har haft brug for rådgivning gennem banken, har valgt at bruge muligheden inden for de seneste tre år. Investeringsforeningerne køber adgang til rådgivning til alle investorer. Alternativt kan de henvende sig til en uafhængig privatøkonomisk rådgiver, som eksempelvis kan koste 2.000 kr. i timen,« siger Jens Jørgen Holm Møller.

»Til sammenligning har investeringsforeningen betalt cirka 500 kr. i formidlingshonorar for den, som ejer for 100.000 kr. investeringsforeningsbeviser,« siger Jens Jørgen Holm Møller, der er bekymret for følgerne, hvis man forbyder formidlingsprovisionen.»Det altafgørende for os er, at alle har adgang til rådgivning, så de kan undgå dyre investeringsfejl. Hvis bankerne ikke må tage formidlingsprovision, kan vi risikere, at det kun er de største og mest interessante private kunder, som vil blive tilbudt rådgivning mod betaling. Når unge begynder at investere, er beløbene små, og de skal også have mulighed for vejledning,« siger Jens Jørgen Holm Møller.