Over tre milliarder svenske kroner går op i røg som en del af redningen af det skandinaviske luftfartsselskab SAS.

Det skriver Svenska Dagbladet på baggrund af materiale fra det svenske finansministerium, som har givet SAS store lån, selvom Sverige for to år siden besluttede sig for at trække sig som medejer.

Den svenske regering har givet to lån på tilsammen fire milliarder svenske kroner, ligesom også den norske og danske regering støttede SAS gennem den seneste krise for at sikre selskabets overlevelse.

I begyndelsen af oktober 2023 fik SAS nye ejere, da flyselskabet Air France-KLM, fondsforvalteren Castlelake, den danske finansmand Henrik Linds selskab Lind Invest og den danske stat gik sammen om at overtage det konkurstruede selskab. Aftalen medførte en sammenlagt investering i det rekonstruerede SAS på cirka 13,2 milliarder svenske kroner.

Danmark fortsætter som storaktionær i SAS og skyder flere penge i selskabet. Både Sverige og Norge afviste tilbage i 2022 at lægge mere på kistebunden, men begge lande vil nu stadig være med ombord.

Også Norge er i klemme

Men den svenske stat står ifølge Svenska Dagbladet til at miste 3,4 milliarder af de fire milliarder, som man har lånt ud.

»Vi følger udviklingen af selskabets igangværende rekonstruktionsproces nøje, men har ingen kommentarer til SAS’ pressemeddelelse,« lyder det fra det svenske finansministerium med henvisning til SAS’ udmelding i begyndelsen af ugen.

Her fortalte luftfartsselskabet, hvad de forskellige långivere kan forvente at få retur, så snart SAS er ude af den konkursbeskyttelse, der lige nu behandles i USA.

Norge har 1,6 milliarder norske kroner i klemme og har fået besked om, at der er udsigt til at få 150 millioner kroner tilbage i år og 250 millioner kroner om nogle år, hvis alt går godt. Det bliver dog i både kontanter og aktier, hvorved Norge så igen bliver aktionær i SAS, selvom regeringen havde ønsket at kappe båndene til selskabet.

Også Sverige var på vej ud, men hænger fast. Med præsentationen af redningsplanen under de nye ejere tabte den svenske stat på en formiddag omkring 377 millioner kroner, da aktiekursen styrtdykkede med 80 procent. Sverige ejede omkring 20 procent af aktierne i SAS.

Under det nye ejerskab vil den største ejer være Castlelake med 32 procent, mens den danske stat er næststørste aktionær med 26 procent, hvilket er mere end tidligere.