En bærbar PC, hvor halvdelen af tastaturarealet udgør en ekstra skærm, der er koblet sammen med den 14 tommer store hovedskærm, og hvor prisen starter ved 21.000 kroner.
Det er den taiwanske PC-producent Asus, der med sin Zenbook Pro Duo på den måde håber at få fat i den tunge ende af PC-markedet. Den teknologiske indmad er i top, og begge skærmene er i ultra-HD-opløsning og med en glasklar OLED-skærm som de dyreste fladskærmsfjernsyn, så motiverne står helt skarpt. Den lille skærm, ScreenPad Plus på 14,1 tommer (fordi skærmstørrelsen måles diagonalt), er trykfølsom og skal gøre det hurtigere at løse mange opgaver og arbejde ved den bærbare.
En udfordring for venstrehåndede
Den klassiske pegeplade, hvor man normalt styrer musen, er anbragt til højre for tastaturet (hvilket venstrehåndede næppe vil værdsætte) og kan desuden fungere som digitalt taltastatur. Det kan man dog slukke for.
Andenskærmen kan bruges som supplement til den store hovedskærm – og f.eks. lade sociale medier, Skype eller e-mailprogrammet køre her, så man konstant kan holde øje med dem, eller man kan se TV/film, mens man arbejder – men har også en funktion, hvor man let kan skifte mellem programmerne på PCen. Man kan også med et enkelt tryk på en genvej starte flere programmer på én gang, ligesom det er let at lade et program skifte til den anden skærm, hvis det bliver bedre overblik.
Zenbook Pro Duo, som kommer med Windows 10 som styresystem, er udstyret med digital pen, så man også kan skrive eller tegne i hånden. Der er tre udgaver, hvor forskellen er processoren (en Intel i7 eller i9), mængden af RAM-arbejdshukommelse (16-32 gigabyte), mængden af lagerplads (512 gigabyte-en terabyte) og så prisen (fra 21.000 til 27.000 kroner).

Samsung er tilbage
Asus er ikke så stor på det danske PC-marked, at det rækker til en plads i top 5. Det er kinesiske Lenovo, der sidder på 43 procent af markedet for bærbare, med amerikanske HP på andenpladsen med 25 procent og amerikanske Apple som nummer tre med 15 procent, viser nye tal fra analysehuset IDC, som følger teknologimarkederne tæt.
For nylig har den sydkoreanske elektronikgigant Samsung besluttet igen at sælge bærbare PCer i Europa og dermed Danmark. Salget blev indstillet i september 2014, fordi konkurrencen var blevet for hård, og Samsung hellere ville satse på at vinde på tabletmarkedet.
Samsungs 13,3 tommer store Galaxy Book S – en ultratynd bærbar med Windows 10 – er den første på det nordiske marked. Den kommer i handelen i løbet af 4. kvartal og vil koste omkring 8.600 kroner. Den får en batteritid på op til 23 timer.
Lanceringerne hos både Asus og Samsung kommer forud for Europas største forbrugerelektronikmesse, IFA, der holdes i Berlin i begyndelsen af september. Her vil også PCerne som sædvanlig indtage en væsentlig mængde af udstilingsarealerne.