Apple skruer ned for nyansættelser efter iPhone-problemer

Det dårlige iPhone-salg får nu interne konsekvenser, mens Apple forsøger at finde nye forretningsområder, som kan opveje tilbagegangen på det mest indbringende område.

Apple-topchef Tim Cook vil ikke indføre ansættelsesstop men skruer ned for antallet af nyansættelser i koncernen. Arkivfoto: Aly Song, Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Følgerne af det dårligere iPhone-salg får nu Apple til at skrue ned for antallet af nyansættelser i flere af sine afdelinger.

Apple-topchef Tim Cook gav tidligere i denne måned beskeden på et medarbejdermøde, skriver nyhedsbureauet Bloomberg, i forbindelse med, at Apple for første gang nedjusterede sine forventninger til iPhone-salget. Apple havde regnet med at nå en omsætning på mellem 89 og 93 milliarder dollars i de sidste tre måneder af 2018 men ændrede forventningerne til 84 milliarder dollars. Det skyldes et dårligere salg af iPhone-telefonerne og samtidig dårlige salgtal fra Apples næststørste marked, Kina.

Topchef: Nej til ansættelsesstop

Netop iPhone-salget er altafgørende for Apple, som stadig henter lige under 60 procent af hele sin omsætning fra telefonerne. Apple er dog, ligesom sine konkurrenter, ramt af, at det kniber med afgørende fornyelser, som får kunderne til konstant at efterstræbe den nyeste model. Sidste års model klarer sig fint, og da man samtidig får alle softwareopdateringerne, finder mange ingen grund til at skifte – navnlig ikke eftersom priserne på de nyeste telefoner er skruet kraftigt i vejret i forsøget på at sikre omsætningen på en anden måde.

På medarbejdermødet blev Tim Cook spurgt, om det neddroslede forventninger ville betyde, at der blev indført ansættelsesstop. Det var efter hans mening ikke løsningen. I stedet vil flere afdelinger skrue ned for nyansættelser, siger Bloombergs kilder.

Tim Cook, som siden oktober 2011 har stået i spidsen for Apple siden medstifter Steve Jobs' død, understregede behovet for at hyre flere i afdelingen, der arbejder med kunstig intelligens – en teknologi, der er i kraftig fokus og fremdrift. Der vil ikke ske ændringer i forhold til at åbne nye kontorer i Austin i delstaten Texas, ligesom udvidelsen i Los Angeles, hvor Apple er ved at opbygge et hold, der skal levere indhold til den kommende filmstreamingtjeneste, heller ikke berøres.

Apple 1,2 billioner kr. mindre værd på tre måneder

Apple forsøger at få bedre fat på andre områder og indgik tidligere på måneden aftale om at gøre iTunes-butikken med film og serier tilgængelig på alle nye TV fra verdens største TV-producent, ærkerivalen Samsung, for at nå ud til flere.

Apple har nu omkring 132.000 ansatte efter sidste år at have udvidet med omkring 9.000 ansatte. Året før kom ekstra godt 7.000 ansatte til. Tilbage i 2008, kort efter lanceringen af iPhonen, havde Apple omkring 32.000 ansatte, altså 100.000 færre.

De seneste tre måneder er Apple blevet over 185 milliarder dollars eller 1,2 billioner kroner mindre værd. Markedsværdien er faldet fra 918,4 milliarder dollars midt i november til nu 732,8 milliarder dollars.

Trods problemerne er Apple stadig en indbringende forretning. I juli-september 2018, som er de senest offentliggjorte regnskabstal, havde Apple et overskud på  14,1 milliarder dollars, svarende til 157 millioner dollars eller omkring en milliard kroner om dagen.